Bakerman - en film om brød, blod & bøllebank

Til at starte med vil jeg gerne nævne en ting, som måske ikke er åbenlyst for nogle personer. Dette er den første independent film jeg anmelder, og det er en ting jeg har i mente når jeg kritiserer. Det er ikke fordi at en independent film nødvendigvis er sværere at lave end en studiefilm, men filmens vision og ambitionsniveau er meget sværere at nå i forhold til en studiefilm med et budget på 150 millioner kr. Bakerman, som er titlen på denne film, er tværtimod lavet på lommepenge, pizza og gode tjenester, og så kan det godt være svært at nå det sted hvor man vil hen, uden nogle kvalitetsmæssige skavanker. Det handler om kunsten at trylle penge frem, og at få amatører til at ligne professionelle. Det er de "fattigfine" film, kan man kalde dem. En hjemløs der har stjålet noget pænt tøj og har sneget sig ind til dronningens taffel. Han sidder der og snakker og spiser det fine mad, og ingen opdager hans rådne tænder og uglede hår.
Bakerman er en film der har stjålet noget rigtig pænt tøj, nu er spørgsmålet så, om tøjet passer.

                                                 ANTIHELT?

Hvis man skal køre videre på den prætentiøse symbolik, så er der desværre et kæmpe hul i tøjet -altså et hul lige midt i plottet. Midt i den sikre stålsatte stil, og det overraskende gode og naturlige skuespil, falmer Bakerman desværre i et plot der giver mindre og mindre mening, jo længere man kommer i filmen.
Idéen er fremragende; et karakterstudie af en ensom bager der er træt af livet og er på kanten til at falde ud af samfundet. Han har ingen rigtige venner, han gider ikke rigtig at se sin familie og han bor i et hus alene ude i skoven. Lige fra start bliver hans sumpede og ensformige livstilstand cementeret i meget effektive filmiske træk. Det virker super godt, og man bliver fuldstændig forgabt i hans historie.
Der hvor filmen knækker er cirka halvvejs inde, hvor vores hovedperson træffer nogle valg som er højst overraskende. Nu vil jeg ikke give hele filmen væk, men det er nogle valg der virkelig får en til at tænke. Man tænker: hvorfor? Og man prøver at finde svar. Til sidst må man dog opgive, og se sig til gode med at det simpelthen ikke giver den store mening. Det er her at forestillingen om en antihelt falder til bunds.

Mikkel Vadsholt i rollen som Jens

Bakerman bruger lang tid på at bygge sin hovedkarakter op som en antihelt, og det ved man godt. Igennem filmen sidder man derfor selv og plotter mod karakterer som man gerne vil have at hovedpersonen hævner sig imod. Karakterer som man kan se irriterer hovedpersonen, og karakterer som bare er nogle svin. Man glæder sig til at han skal lukke munden på dem. Desværre sidder man tilbage ved rulleteksterne med en uforløst og uforstående følelse, når hovedpersonen har taget "hævn" på alle de karakterer der ikke har gjort ham noget, og har ladet alle de karakterer der har behandlet ham som skidt hele vejen igennem være i fred. Han bliver derfor ikke en antihelt, men blot en forstyrret psykopat. Selvom jeg hylder uforudsigelighed og originalitet, så virker dette for usammenhængende til at jeg kan lade det ligge… Måske giver det mening? Jeg regner med at instruktøren har haft sine grunde. Om ikke andet er disse grunde meget uklare. Man skal have i mente, at en independent film er svær at lave på alle måder, men det skal ikke være en undskyldning for dårlig historiefortælling.

                            FLERE FILM SOM BAKERMAN, TAK!

Efter denne relativt hårde kritik, så er der stadig noget smukt ved Bakerman. Noget næsten uforklarligt. Noget der gør at den ikke har forladt mit sind endnu. Filmen er flot udført ift. at bringe følelser frem. Man knytter sig helt vildt til billederne, og det førnævnte naturlige skuespil. Soundtracket er også sublimt, og passer til filmens kriblende fornemmelse. Kort sagt så er Bakerman en sindssyg god idé, som er stilistisk udført på den helt rigtige måde. Vi har brug for flere film som Bakerman i Danmark. Film der tør tage en chance på en original idé. På sin vis minder den meget om film som Fukssvansen, De Skrigende Halse, Pusher, Blinkende Lygter, Sorgenfri, Sidste Time osv. Ikke fordi at Bakerman har noget stilmæssigt eller historiemæssigt med disse film at gøre, men fordi at Bakerman hører til disse danske film der tør tage en chance på en spændende ny idé, skør som den end må være. Det er disse små genrefilm der mange gange kan gøre ting som en stor Hollywood-film ikke kan, hvilket er at være så original at man tænker på den lang tid efter man har set den.

Siir Tilif i rollen som Mozan

En ting der bliver nødt til at nævnes i denne lille anmeldelse er Mikkel Vadsholts geniale præstation som hovedpersonen Jens. Det er et stjerneklart eksempel på perfekt casting. Mikkel Vadsholt kunne simpelthen ikke være mere ideel til rollen, og han stråler med sin stærke karisma. Det er flot at spille en så indadvendt rolle, og gøre den så udadvendt som han gør. Mikkel Vadsholt er efterhånden en garvet rotte i den danske filmverden, men han har altid stået langt nede på rollelisten. Her i Bakerman, som jeg formoder er hans første hovedrolle, udløser han virkelig det talent han har båret rundt på i så mange år. Også Brian Hjulmann, Siir Tilif og Mia Lerdam fortjener at blive nævnt her, med deres ligeså flotte præstationer.


Skønt nogle problemer omkring plottet, som får filmen til at fremstå en anelse meningsløs, så er Bakerman en stilsikker film der vil frem i verden. Den er dejlig original og bliver i dit hoved lang tid efter den er færdig. Smukt filmet, effektivt klippet, godt instrueret og vidunderligt spillet. Lad os slutte denne lille anmeldelse med noget der allerede er blevet sagt: Vi har brug for flere film som Bakerman i Danmark. Det er bare så ærgerligt at historien smuldrer hen imod slutningen.