Klassikere jeg ikke har set #2: The Wizard of Oz

Der er vist ikke nogen der ikke har hørt om Victor Flemings The Wizard of Oz. Det er en film der siden dens udgivelse i 1939 altid er blevet nævnt og talt om mindst et par gange når man kredser om emnet "film" blandt familie, venner og folk i deres almindelighed. Det må derfor siges at være en ægte klassiker, og en klassiker jeg ikke har set, før nu.

Den Gamle Skole

The Wizard of Oz kan fejre 80 års jubilæum i 2019, altså om blot 2 år, så det altoverskyggende lige fra start er, at det er en lidt ældre sag. Det er måske også derfor at jeg ikke har set den før nu, og

Judy Garland i rollen som Dorothy

sikkert også derfor at mange heller ikke har set den. Sådan en ældre film er nemlig noget man skal tage sig sammen til. Det var en anden tid dengang, en tid hvor tid tog den tid den tog, og stress blot var et ord. Derfor skal man altid lige ind i tempoet først, og den kvalitetsmæssige forskel selvfølgelig. Efter de 10-20 min. det tager at rejse tilbage i tiden og vende sig til den gamle skole, er det dog altid en helt speciel ting, og man får altid følelsen af en helt unik oplevelse man ikke ville være foruden. Sådan er det også med The Wizard of Oz, men her kom den første overraskelse. Det er ikke fordi at jeg har set alle de ældre film der findes, men tempoet har altid været i den lavere ende. I The Wizard of Oz er det dog anderledes. Tempoet er ret højt under filmen, og man føler ikke der er noget moment spildt under hele dens spilletid. Det er ekstremt vigtigt, det gør nemlig at man holder øjnene på skærmen under hele seancen skønt dens 78 år på bagen. Imponerende!

Fede Effekter og Velspillende Hunde

En anden ting der gør at man holder øjnene på skærmen, er alle de vilde effekter og kostumer man bliver præsenteret for. Nu siger det sig selv, at effekter og filmsminke ikke var noget man i 1939 havde forstand på fuldt ud, og når det nu er en fantasy film hvor netop disse elementer er bærerne, kan man godt blive lidt nervøs, men jeg blev alligevel overrasket. Det ser altså ikke så slemt ud! Man bliver præsenteret for de første effekter når tornadoerne rammer Dorothys (vores hovedperson) hjem. Det er blevet gjort meget stilfuldt og effektfuldt, på en meget malerisk og kaotisk måde. En sjov blanding man ikke kan undgå at blive imponeret over. Det mest imponerende er dog selve tornadoerne, der faktisk ser ret skræmmende ud.
Hele starten af filmen, hvor Dorothy er i den rigtige verden, er filmen i sepia. Så snart vi kommer ind i fantasiverdenen, er alt i farver. Det er en super fed lille effekt, der får fantasiverdenen til at se mere fantastisk ud, og den rigtige verden mere grå og kedelig. Når Dorothy vender tilbage til den rigtige verden, går filmen ligeledes tilbage i sepia.
Nu nævnte jeg lige før at filmsminken heller ikke var noget man havde fuldt ud forstand på i 1939, men det er ikke fordi at det ser helt ulideligt ud. Dorothys kendte følgesvende: fugleskræmslet, Tin-Man og løven, er alle utrolig flot lavet, og bliver hjulpet godt frem af fint skuespil. Mest af alt Jack Haley som Tin-Man, der er ret god til robot bevægelserne. Nu når vi nu snakker skuespil er der ikke rigtig noget vildt at skrive hjem om, alle spiller sådan set hæderligt. Dog vil jeg gerne nævne hunden Terry, som spiller Dorothys hund Toto. Jeg har læst mig til at det skulle være filmhistoriens mest kendte hund, det ved jeg nu ikke, jeg ville ikke sætte nogen over Lassie, men hvad ved man. Om ikke andet så er Toto nok den mest toldmodige hund jeg nogensinde har set i en film. Den er super trænet og virker super naturlig, og det gør faktisk rigtig meget.     

Det eneste man måske kan sætte en finger på er nogle af sangene, som til tider kan virke lidt for lange, lidt ligegyldige og lydmæssigt ret irriterende. Det minder aller mest om nogle af de gamle Disney sange vi alle kender fra Snehvide og Askepot, som skønt deres legendestatus, alle er blevet lidt for gamle til at vi i dag frivilligt ville sætte os ned og hører dem. Nu taler jeg selvfølgelig kun for mig selv, det er jo en smagssag.

Fugleskræmslet, løven, Dorothy og Tin-Man

The Wizard of Oz er en kæmpe præstation, og er skønt dens næsten 80 år på bagen stadig en film der holder i dag. Den er fantasifuld, tempofyldt og effektmæssigt fremme i skoene. Imod alle odds ville jeg tro at det også er en film som børn i dag ville finde sjov at se på, altså lige indtil de får smækket en Ipad i hånden. Ak ja, vi lever nuvel i de moderne tider. Men i denne frembrusende teknologiske tidsalder må vi sørge for ikke at glemme de gamle mastodonter, og her er The Wizard of Oz en af dem. Dette er en film der i største grad fortjener at blive bibeholdt i vore alles fælles kulturforståelse.

beordringer fra sidelinjen #1: Moonlight – beordret af Rasmus L. Hansen

Jeg kan sige det med det samme, der er en grund til at Moonlight vandt for bedste film til Oscaruddelingen i år, og det er fordi at Moonlight er en rigtig god film. Ja, det lyder simpelt, men så simpelt er det altså. Moonlight er simpelthen bare en rigtig veludført film på alle tænkelige måder, og det er en film der kan anbefales til alle. Mere behøver man faktisk ikke at sige, men lad os gå ned i nogle detaljer alligevel. 

Akt 1. 

Filmen er inddelt i 3 akter, og derfor vil jeg også dele min anmeldelse ind i 3 akter. For at opsummerer handlingen meget kort, så følger man Chiron i 3 faser af hans liv: hans barndom, hans teenageår og hans unge år. Han bor i et meget fattigt område i Miami, og vokser op som et mobbeoffer i skolen, med en stofmisbruger som mor og en tvivl omkring hans seksualitet. Midt i dette kaos prøver Chiron at finde sig selv, og det er ikke så lige til. Ja, det lyder ikke som den sjoveste film i verden, og ikke lige en jeg personligt var særlig interesseret i. Lige fra start lægger man mærke til en ting, nemlig hvor flot den er filmet. James Laxton, som er ansvarlig for cinematografien, har virkelig gjort sit hjemmearbejde. Det er ikke fordi at den er filmet særligt eksperimenterende, men bare traditionelt skudt virkelig stilet. Dog er der nogle framinger i et par scener, der irriterede mit øje lidt. Det andet man lægger mærke til er at børnene i filmen faktisk spiller godt, undskyld hvad? Ja du hørte rigtigt, børn der spiller godt. Det må siges at være en sjældenhed, men Berry Jenkins som er instruktøren på denne film, har altså fået det til at lykkes på magisk hvis. Stor ros til Alex R. Hibbert som spiller hovedpersonen i dette akt. 

Mahershala Ali som Juan og Alex R. Hibbert som Chiron i første akt.

Men det der bliver nød til at blive nævnt i akt 1, det er hovedatraktionen, ham der stjæler billedet totalt, og endda vant en Oscar for hans blændende præstation. Jeg taler selvfølgelig om Mahershala Ali i rollen som pusheren Juan. Man har hørt så meget om hvor god han er i denne rolle, og selv med tårnhøje forventninger bliver man skubbet både fysisk og emotionelt bagover fra første sekund han optræder. Han er essensen af karisma, og gør mere med et nik med hovedet end hvad Daniel Day-Lewis gør med 2 siders dialog. Det er ganske fantastisk at kigge på. Især scenen der slutter første akt af spiller Mahershala Ali noget af det bedste skuespil jeg har set i mange år. Det er hans ”Oscar moment”, hvor han kun med replikkerne ”yeah” og ”yeah” (igen), får en til at flække en lille tåre. Det kommer bag på en, fordi man overhovedet ikke er klar på at blive rørt lige på dette tidspunkt i filmen. Mahershala Ali er en stjerne, og jeg vil glæde mig til at se hvad han kommer til at lave fra nu af. 

Akt 2 

Akt 2, Chirons teenage år. Dette er det sværeste og mest deprimerende akt i filmen. Mobbescenerne er hårde at se på. Det er dog endnu hårdere at se på hans mor som er stofmisbruger, og udnytter ham for alle de penge han får af sin ”reservemor”, spillet fint af musikeren Janelle Monáe. Her er der især en scene med et vanvittigt godt brug af klippeteknik, hvor vi ser Chirsons mor være desperat efter stoffer. Naomie Harris spiller helt fortræffeligt som Chirons mor, Paula. Og hun var da også nomineret til en Oscar for sin præstation. I dette akt lægger man specielt også mærke til lydsiden. Man lægger pludseligt mærke til at filmen egentlig ikke har haft noget reelt musik indtil da, andet end lange monotome toner og ellers bom stille. Grunden til at man lægger mærke til musiksiden i andet akt, er at der bliver kombineret to verdener jeg ikke har set før. Der bliver nemlig brugt meget klassisk musik, og det er en sjov kombination med Tha Hood. Ikke desto mindre virker det, og det er både overraskende og fedt. 

Ashton Sanders som Chiron i akt 2.

En stor ting mangler dog i dette akt, og det er Mahershala Ali. Uden at spoile noget kan jeg godt sige at han kun er med i første akt, og det gør desværre at filmen derefter taber noget momentum. Hans interessante karakter og overordnede karisma tilføjede filmen den ekstra dimension der gjorde at man ikke kunne tage øjnene fra skærmen, og nu hvor han ingen steder er at finde, bliver man lidt ærgerlig. Det er ikke fordi at filmen på den måde bliver dårligere, skuespillet sider stadig lige i skabet. Der mangler bare noget. Jeg ved ikke hvor Berry Jenkins har gjort for at skuespillet er så godt, men alle skuespillere i filmen, fra den mindste rolle til den største, spiller helt fabelagtigt. Det er altså lækkert at kigge på.

Akt 3 

Nu er Chiron blevet en mand, en mand, der til forveksling ligner 50 Cent. Seriøst, Trevante Rhodes som spiller Chiron som voksen kunne være 50 Cents ukendte tvillingebror, men nok om det. Det første man lægger mærke til i tredje akt er at det er første gang i filmen man hører et ”rigtigt” musiknummer, og det er en god måde at pumpe stemningen lidt ekstra op til finalen. Det andet man lægger mærke til er hvor godt Trevante Rhodes spiller. Det er blevet pointeret før, men det kan ikke pointeres nok, ALLE skuespillere spiller helt fantastisk i denne film, men ud af alle de fantastiske præstationer, fortjener de 3 hovedpersoner at blive nævnt. Alex R. Hibbert, Ashton Sanders og Trevante Rhodes, som alle tre spiller hovedpersonen i hver deres akt. Det er vildt at have tre forskellige skuespillere til at spille den samme rolle i en film, og ikke én eneste gang er man i tvivl om hvem de er. Det er som om de er en og den samme. Det må siges at være godt spillet af de tre hovedskuespillere, og her skal igen også gå en stor ros til instruktøren. Det alt overskyggende i akt 3 er dog restaurantscenen, som er sindssygt smukt skudt. Man er fuldstændig engageret fra start til slut, og man ved aldrig rigtig helt hvor man bliver taget hen. Det er sådan drama skal skrives! 

Trevante Rhodes som Chiron i akt 3.

Nu er der snart ikke mere at skrive om Moonlight, andet end at det er en film alle skal se. Det er en film hvor den første del er den stærkeste, og efter det taber den en lille smule momentum. Det er den eneste smule kritik jeg kan presse ud af min sure citron, alt andet kan jeg simpelthen ikke sætte en finger på. Moonlight er en kæmpe anbefaling herfra.

The Fast and The Furious - fra bedst til værst

1. The Fast and The Furious (2001)

Det er tit i en filmserie at den første er den bedste, og det er også tilfældet her. Den originale The Fast and The Furious fra 2001 er filmen der sparker det hele i gang, og er du gal et spark! Det helt fantastiske ved The Fast and The Furious er at den absolut ikke har ældet med ynde, og det virker overraskende nok til dens fordel. Hele den dumme testosteron-historie nyder godt af den tidlige 00'er stil, og det hele kulminerer i et pinligt nostalgisk mesterværk, hvor musikken er noget jeg helst vil glemme, og tøjet noget de seje fyre i min folkeskole scorede piger på. Det lyder umiddelbart ikke som den bedste cocktail, men i dette enestående tilfælde giver minus og minus altså plus, og resultatet er en fantastisk tåkrummende aften på sofaen. 

2. Fast Five (2011)

Dwayne "The Rock" Johnson. Den gyldne mand der hæver niveauet, og gør alle film han er med i en del bedre end de burde være. Dette er første film hvor The Rock er med, og med både Vin Diesel og The Rock, jeg mener, Kan man putte mere muskel ind i ét skærmbillede? - Nej det tror jeg ikke! Historien i Fast Five er underholdende. det er en meget simpel historie med et par sjove twists hen ad vejen, som en god actionfilm skal være. Det er i øvrigt noget der kendetegner næsten alle The Fast and The Furious-film, og ja, kun "næsten" alle, men det kommer vi til.

3. Fast & Furious 6 (2013)

6'eren fortsætter i 5'erens stilspor. Det er dog her i 6'eren at man første gang bliver testet i hvor ens letterlighedsgrænse går. Kort sagt så er Fast and the Furious 6 en meget dum film. Bevares, det kan man sige om alle The Fast and The Furious-film, men her i 6'eren bevæger vi os alligevel i grænselandet over hvad der er acceptabelt. En markant scene der fortjener at blive nævnt i denne sammenhæng er slutscenen. Det hele ender nemlig ud med et kæmpe kaotisk klimaks, hvor alle karaktererne i filmen mødes i og omkring et fly, der er ved at lette fra en landingsbane. Det er her det sidste slag skal stå, de gode mod de onde, og de kunne ikke have valgt en mere åndssvag location. Scenen varer omkring de 20 min., og vi snakker altså om et fly der er ved at lette, som aldrig gør det. Det må være verdens langsommste fly, og desuden må landingsbanen være flere 100 km. lang før det giver mening… og det gør det ikke, det giver altså ikke mening. Om ikke andet er det skide god underholdning, og de formår over alt forventning at klemme flere muskler ind på den lille skærm. Den danske bodybuilder/skuespiller Kim Kold har en central rolle i filmen, og hold nu fest han er stor. Nok den eneste mand i verden der kan få The Rock til at se normal ud. Thura Lindhart er også med som en klam bad boy, og han klarer det også fortrinligt. Fast and The Furious 6 er en rigtig god popcornsfilm, så længe man ikke tænker over tingende alt for meget.    

4. The Fast and The Furious: Tokyo Drift (2006)

Tokyo Drift er svær i starten. De første godt 30 min. sider man og krummer tæer til de nærmest går i kramper, men så stille… lige så stille… vinder den en over, og ender med at blive mere og mere involverende jo længere hen i filmen man kommer. Det er en speciel film, da det faktisk er en hel separat historie der bliver fortalt. Ingen af karaktererne fra de 2 første film er med. Man bliver introduceret til nogle helt nye mennesker man skal lære at kende, til og med i et helt andet land, nemlig Japan. Karaktererne der bliver introduceret i den her film har også en rolle i de efterfølgende film, så Tokyo Drift har helt klart en plads i serien, men det er en film man sagtens kan springe over, og stadig være fint med på de andre. Det anbefales dog ikke herfra, da Tokyo Drift bestemt er et godt kendskab. Masser af hurtige biler, masser af overdrevne karakterer, masser af humor, masser af dumt drama og masser af letpåklædte Japanske damer gør, at det næsten bliver en essentiel del af en god mandeaften på sofaen. 

5. 2 Fast 2 Furious (2003)

Nu er vi efterhånden så langt nede på listen, at det hele ikke bare kan være sjovt og dumt. 2 Fast 2 Furious er efterfølgeren til den originale The Fast and The Furious, og den eneste film der er helt uden Vin Diesel, som er den centrale karakter i serien. Vin Diesel var også væk i 99% af Tokyo Drift, men på en måde gjorde det ikke noget, da man havde føles af at starte på ny. Her har man desværre følelsen af, at et vigtigt bindeled mangler, og den følelse har man under hele filmen. Det gør ikke følelsen bedre, når den nye karakter man bliver introduceret til, Roman Pearce, er lidt af en åbenmundet idiot det meste af tiden. Dog har 2 Fast 2 Furious sine momenter her og der, og skønt en intetsigende historie, formår den at være 147 min. af ens liv værd når alt kommer til alt. Herfra går det dog ned ad bakke, 2 Fast 2 Furious er nemlig den sidste film i serien (indtil videre) der er værd at se. 

6. Fast & Furious (2009)

Fast & Furious er den mest seriøse i serien. Den er faktisk så seriøs, at det bliver for meget. Væk er den sjove action, og ind kommer et forsøg på at gøre The Fast and The Furious-universet snavset og barskt. Det klæder ikke filmen, og bestemt ikke Vin Diesel, der igennem hele seancen er en sur og selvdestruktiv emo, som ikke er særlig underholdende at kigge på. The Fast and The Furious-filmene er kendt på deres praktiske stunts, dvs. de læner sig ikke alt for meget op ad CGI, men her i denne film er næsten alt CGI. Det gør klart at den taber en del momentum i actionscenerne, specielt fordi at meget af CGI'en ikke er overbevisende. Fast & Furious er desværre ikke en film man kan springe over, ikke hvis man fuldt ud vil forstå de efterfølgende film. Hvilket faktisk gør filmen endnu mere irriterende.

7. Furious 7 (2015)

Furious 7, det er her det går helt galt. Absolut intet giver mening i denne film. Med så mange plothuller som en schweizisk ost, og et klippe-mæssigt mareridt ud over det sædvanlige, kan Furious 7 ikke være andet end spild af tid. Det går overordentlig stærkt, så stærkt at man faktisk ikke fatter halvdelen af hvad der foregår. Så snart man tror man har fattet det, er der i mellemtiden sket 3-4 andre ting man ikke forstod. Hold nu en pause! Og hvad sker der for, at det pludseligt er fuldstændig urealistisk det hele? Selvfølgelig har The Fast and The Furious-serien aldrig været realistisk, men den har alligevel altid gået uden om ting der er direkte overnaturlige. Det bliver for stort og rodet, og minder mere om en Avengers-film end noget andet. Og så er The Rock kun med i 2% af filmen, not cool bro.