Klassikere jeg ikke har set #2: The Wizard of Oz

Der er vist ikke nogen der ikke har hørt om Victor Flemings The Wizard of Oz. Det er en film der siden dens udgivelse i 1939 altid er blevet nævnt og talt om mindst et par gange når man kredser om emnet "film" blandt familie, venner og folk i deres almindelighed. Det må derfor siges at være en ægte klassiker, og en klassiker jeg ikke har set, før nu.

Den Gamle Skole

The Wizard of Oz kan fejre 80 års jubilæum i 2019, altså om blot 2 år, så det altoverskyggende lige fra start er, at det er en lidt ældre sag. Det er måske også derfor at jeg ikke har set den før nu, og

Judy Garland i rollen som Dorothy

sikkert også derfor at mange heller ikke har set den. Sådan en ældre film er nemlig noget man skal tage sig sammen til. Det var en anden tid dengang, en tid hvor tid tog den tid den tog, og stress blot var et ord. Derfor skal man altid lige ind i tempoet først, og den kvalitetsmæssige forskel selvfølgelig. Efter de 10-20 min. det tager at rejse tilbage i tiden og vende sig til den gamle skole, er det dog altid en helt speciel ting, og man får altid følelsen af en helt unik oplevelse man ikke ville være foruden. Sådan er det også med The Wizard of Oz, men her kom den første overraskelse. Det er ikke fordi at jeg har set alle de ældre film der findes, men tempoet har altid været i den lavere ende. I The Wizard of Oz er det dog anderledes. Tempoet er ret højt under filmen, og man føler ikke der er noget moment spildt under hele dens spilletid. Det er ekstremt vigtigt, det gør nemlig at man holder øjnene på skærmen under hele seancen skønt dens 78 år på bagen. Imponerende!

Fede Effekter og Velspillende Hunde

En anden ting der gør at man holder øjnene på skærmen, er alle de vilde effekter og kostumer man bliver præsenteret for. Nu siger det sig selv, at effekter og filmsminke ikke var noget man i 1939 havde forstand på fuldt ud, og når det nu er en fantasy film hvor netop disse elementer er bærerne, kan man godt blive lidt nervøs, men jeg blev alligevel overrasket. Det ser altså ikke så slemt ud! Man bliver præsenteret for de første effekter når tornadoerne rammer Dorothys (vores hovedperson) hjem. Det er blevet gjort meget stilfuldt og effektfuldt, på en meget malerisk og kaotisk måde. En sjov blanding man ikke kan undgå at blive imponeret over. Det mest imponerende er dog selve tornadoerne, der faktisk ser ret skræmmende ud.
Hele starten af filmen, hvor Dorothy er i den rigtige verden, er filmen i sepia. Så snart vi kommer ind i fantasiverdenen, er alt i farver. Det er en super fed lille effekt, der får fantasiverdenen til at se mere fantastisk ud, og den rigtige verden mere grå og kedelig. Når Dorothy vender tilbage til den rigtige verden, går filmen ligeledes tilbage i sepia.
Nu nævnte jeg lige før at filmsminken heller ikke var noget man havde fuldt ud forstand på i 1939, men det er ikke fordi at det ser helt ulideligt ud. Dorothys kendte følgesvende: fugleskræmslet, Tin-Man og løven, er alle utrolig flot lavet, og bliver hjulpet godt frem af fint skuespil. Mest af alt Jack Haley som Tin-Man, der er ret god til robot bevægelserne. Nu når vi nu snakker skuespil er der ikke rigtig noget vildt at skrive hjem om, alle spiller sådan set hæderligt. Dog vil jeg gerne nævne hunden Terry, som spiller Dorothys hund Toto. Jeg har læst mig til at det skulle være filmhistoriens mest kendte hund, det ved jeg nu ikke, jeg ville ikke sætte nogen over Lassie, men hvad ved man. Om ikke andet så er Toto nok den mest toldmodige hund jeg nogensinde har set i en film. Den er super trænet og virker super naturlig, og det gør faktisk rigtig meget.     

Det eneste man måske kan sætte en finger på er nogle af sangene, som til tider kan virke lidt for lange, lidt ligegyldige og lydmæssigt ret irriterende. Det minder aller mest om nogle af de gamle Disney sange vi alle kender fra Snehvide og Askepot, som skønt deres legendestatus, alle er blevet lidt for gamle til at vi i dag frivilligt ville sætte os ned og hører dem. Nu taler jeg selvfølgelig kun for mig selv, det er jo en smagssag.

Fugleskræmslet, løven, Dorothy og Tin-Man

The Wizard of Oz er en kæmpe præstation, og er skønt dens næsten 80 år på bagen stadig en film der holder i dag. Den er fantasifuld, tempofyldt og effektmæssigt fremme i skoene. Imod alle odds ville jeg tro at det også er en film som børn i dag ville finde sjov at se på, altså lige indtil de får smækket en Ipad i hånden. Ak ja, vi lever nuvel i de moderne tider. Men i denne frembrusende teknologiske tidsalder må vi sørge for ikke at glemme de gamle mastodonter, og her er The Wizard of Oz en af dem. Dette er en film der i største grad fortjener at blive bibeholdt i vore alles fælles kulturforståelse.