onsdag den 22. februar 2017

Kort og Godt #1: Moana

De to hovedpersoner Moana og Maui

Disney er lig med barndomsminder, og ikke bare for min generation, men for alle generationer siden Snehvide udkom i 1937. Derfor er det altid en stor ting når en ny film fra Disneys side ser dagens lys. Nu skal eventyret fortsætte, med nye helte og heltinder, nye sjove sidekarakterer, nye klassiske sange og nye onde skurke. Moana er den sidste nye film i Disney-kataloget, men er der overhovedet noget nyt over den?

LIDT FOR TRADITIONEL...

Svaret til det ovenstående spørgsmål er nej, der er grundlæggende intet nyt over Moana. Det er en velsmurt Disney-maskine, komplet med en tjekliste der indfrier alle ens forventninger. En kvindelig heltinde, som passer perfekt ind i tidens tern. Dramatiske momenter der gør historien mere seriøs. En sjov sidekarakter der gør at historien ikke bliver for dramatisk. Den perfekte balancegang mellem voksenhumor og børnehumor. En eventyrlig historie, der fører os ud over nye horisonter. Problemet er, at vi har været der før, og så dør eventyret lidt. Vi kender historien, kender karaktererne og ved hvordan den ender. Disney er et selskab bygget på stærke fortæller traditioner. Det er derfor at alle Disney film i bund og grund ligner hinanden, og det er der normalt ikke noget i vejen med. Her i Moana føles den traditionelle Disney tjekliste bare mere tydelig end før, og det er ærgerligt.

Kæmpekrabben Tamatoa

...MEN DET GØR IKKE SPOR.

I bund og grund er Moana dog en rigtig god film, og egentlig fortjener den ikke så meget kritik. Den er fyldt med fede karakterer som halvguden Maui, kæmpekrabben Tamatoa, lavamonstret Te Ka og den hjernedøde hane Heihei, som er en af de sjoveste sidekicks jeg har set et stykke tid. Stemmeskuespillet er godt, hvor især Dwayne "The Rock" Johnson som Maui og Jemaine Clement som Tamatoa imponerer. Sangene er for det meste gode, skønt nogle få gange hvor det bliver lidt for over-musical-agtigt. Alt i alt klæder det polynesiske tema Disney rigtig godt, og det er fedt at se Disney udforske en ny kultur. Skønt jeg har hørt at Disney igen har blandet flere kulturer og sat den sammen til en. Det er dog ikke noget der rør mig så meget, så længe det er til historiens fordel, og det har jeg på fornemmelsen at det har været. Til sidst skal filmens fantastiske stemning nævnes. Det er good vibes hele vejen igennem, og det gør filmen både let spiselig og behagelig at følge med i. Det kan man selvfølgelig sige om mange Disneyfilm, men det er som om at denne lette følelse når nye højder med dette polynesiske tema. Hvide sandstrande, krystalblåt vand, solskin og palmetræer hjælper gevaldigt til med den positive stemning.

Lavamonstret Ta Ke

Moana bringer en god portion positivitet og god humor, og det kan man kun læne sig tilbage og nyde. Den er perfekt til en nostalgisk aften med dyne og en stor skål popcorn. Personligt er jeg mere til den mere voksne Zootopia-stil, men hey, nu er Disney jo egentlig for børn… børn i alle aldre, vel og mærke.




onsdag den 15. februar 2017

Arrival melder sin ankomst




Er vi alene i universet? Det er et fascinerende spørgsmål. Et spørgsmål indhyllet i stor mystik, og ikke mindst et spørgsmål ingen kender svaret på endnu. Derfor er der talrige teorier omkring hvem disse fremmede væsner er, og hvordan de agerer. Teorier der spænder fra det rationelle, til det komplet useriøse. Teorier der i stor grad har inspireret kunsten, og ikke mindst filmkunsten. Det var derfor ikke noget nyt, da Arrival meldte sin ankomst. Det skulle man i hvert fald tro, men så kunne man godt tro om igen. Arrival er nemlig ikke som de fleste.

                                DE FORSKELLIGE UNDERGENRER

Jeremy Renner i rollen som Ian Donnelly
Rumvæsner kommer næsten aldrig med fred. De er onde, grusomme og grimme. I Alien er de portrætteret som koldblodige krybdyr, hvis eneste mål i livet er at reproducere sig selv ved at lægge æg inde i mennesker. I Predator jager rumvæsnet nærmest bare af lyst, og dræber alle, undtagen Arnold, og den lækre kvindelige birolle inde i den central Amerikanske jungle. Den mest brugte historie er rumvæsner der bare kommer en dag og invaderer jorden, tit pga. et eller andet grundstof de skal bruge. War of the Worlds, Independence Day, Mars Attacks!, Oblivion osv. bruger alle i højere eller mindre grad denne formel. "Os mod dem" formlen. Den anden måde rumvæsner tit bliver brugt i film er den nærmest diagonale modsætning. Det er i børnefilm og komediefilm, hvor rumvæsnet tit har en uskyldig rolle. Her er det mennesket der er de onde. Film som E.T., Paul, The Cat from Outer Space, The Flight of the Navigator, og Supermand er vel også en flink mand fra det ydre rum. Så er der selvfølgelig de film der ligger i midten af alt dette. Det er disse film jeg vil sammenligne Arrival med, og dem er der ikke mange af. Film som Close Encounters of the Third Kind, Starman, Contact, District 9 og The Day the Earth Stood Still er alle film hvor rumvæsnet er mere neutral i sin intention. Selvom der i disse film også sættes spørgsmålstegn ved den globale sikkerhed, og menneskets evne til at arbejde sammen, er disse film i bund og grund mere en historie der handler om alt det vi har til fælles med "dem", end det der skiller os. Dette er de bedste alien-film, og det er i denne kategori Arrival melder sin ankomst.

                              FARE FOR HIMMELVENDTE ØJNE


Selvom man godt kan sammenligne Arrival med mange film, så befinder den sig alligevel i sin egen lille bobbel. Arrival handler nemlig mere om hovedkarakterens indre følelser og problemer, end om det faktum, at der lige er landet rumvæsner på vores planet. Man kan sige, at rumvæsnerne bliver brugt som et objekt til at fortælle en anden dybere historie. Dette har jeg personligt ikke set før, og det var dejligt originalt. Jo længere hen i filmen man kommer, bliver dette dog en stigende irritationsfaktor, da man langsomt opdager, at hovedkarakterens historie ikke er ligeså spændende som historien om kommunikationen mellem rumvæsnerne og menneskene. Ligesom med filmen Interstellar sidder man nemlig med en meget overvældende og episk følelse, samtidig med at man stiller spørgsmålstegn ved nogle af historiens mere latterlige sider. (Spoiler til dem der ikke har set Interstellar) I Interstellar sukker man højlydt når man finder ud af at Matthew McConaughey er "spøgelset i skabet", og lige ledes i Arrival bliver man testet i hvor ens "latterlighedsgrænse" går, jo længere man kommer mod slutningen af filmen. Fordi Interstellar er et mesterværk, har man meget nemt ved at acceptere det, men Arrival er ikke af samme kaliber som Interstellar, og derfor er der fare for himmelvendte øjne.

                                  DYSTOPISKE DYBHAVSDYR

Rumvæsenernes flotte "skrift"
I det store hele virker hovedpersonens historie ikke optimalt, og det tager fokus væk fra hvad man som publikum egentlig synes er interessant, nemlig rumvæsnerne. Derfor er det også virkelig dejligt, at filmen har masser af veludførte scener med netop rumvæsnerne i fokus. Det er også rart at man ikke sidder i hundrede år og venter på at filmen går i gang, og man venter heller ikke hundrede år med at se rumvæsnerne. Det er lækkert, og det gør at man bliver hooked fra start af.
Efter den korte opbygning skal man så se dem, rumvæsnerne. Man er virkelig spændt på at se hvad de nu har fundet på. I tidernes løb har man jo set nogle mildest talt skøre bud på hvordan sådan en rum-fætter ser ud. Derfor er det en lettelse når man opdager, at de ikke er skøre overhovedet. Man savner dog noget der er lidt mere langt ude, noget man ikke kan forholde sig til. Rumvæsnerne ligner egentlig bare et forstørret dybhavsdyr, og det er også et fedt look. Det får en meget lovecraftian følelse, dystopisk på en måde, men det er noget man har set før. Igen, ikke fordi, at der er noget i vejen med det, men netop denne film kunne godt have brugt noget unikt. Måske skulle man slet ikke have set rumvæsenerne, men bare deres sprog? For det sprog de taler/skriver/bruger er lidt af en genistreg. Det er ret fascinerende og underholdende at se forskerne prøve at knække koderne, og få det hele til at hænge sammen. Og så er det bare en vildt flot skrift, eller hvad det er. Lige meget hvad det er, så ser det flot ud.  

                               AMY ADAMS VÅGNER OP TIL DÅD 

Amy Adams i rollen som Louise Banks
Skuespils-mæssigt er der kun positive ting at sige. Det føles som en kollektiv magtdemonstration, for det er ikke fordi, at der er nogen der spiller helt fantastisk, men alle spiller deres roller så godt, at det løfter niveauet til det niveau, sådan en ambitiøs film har brug for. Det var rigtig rart at se Jeremy Renner i en nogenlunde normal rolle, og Forest Whitaker som den følelseskolde og underspillede oberst. Amy Adams spiller også rigtig godt, og går balancegangen med sin følelsesladede karakter meget sikkert. Man kan nemt overspille med så mange følelser involveret (kan jeg forestille mig, jeg er ikke skuespiller), men det gør hun altså ikke. Skønt hun vågner meget i denne film. Hun vågner hele tiden. Vågner op fra en nats søvn, vågner op midt om natten, vågner op efter at have været besvimet, vågner op efter en lur. Det er ret vildt.
Den sidste ting jeg gerne vil nævne er filmens flotte stil, skønt den konstante langsomme zoom irriterede mig lidt. Cinematografien er meget smuk, og filmens sceneri bjergtagene. Så er den selvfølgelig rigtig fint instrueret. Dennis Villeneuve er en af de nye interessante instruktører, og det bliver spændende at følge ham. Han har allerede et imponerende bagkatalog med Prisoners, Enemy og Sicario, og så er hans næste film Blade Runner 2049, efterfølgeren til Blade Runner. Så det ser jeg frem til.


Arrival er en rigtig fed alien-film, der ikke fornyer genren, men stadig føles dejlig unik. Rumvæsnerne er fede at kigge på, og kampen om kommunikation, både med rumvæsnerne og menneskerne iblandt, er meget underholdende at følge med i. Desværre bliver hovedpersonens personlige historie sat for meget i fokus, og det trækker ned. Specielt når den er så tvivlsom som den er. Det er en af de film man kun ser en gang, og så aldrig igen. Arrival er dog helt klart værd at se, og en film Villeneuve kan være stolt af.