Kort og Godt #1: Moana

De to hovedpersoner Moana og Maui

Disney er lig med barndomsminder, og ikke bare for min generation, men for alle generationer siden Snehvide udkom i 1937. Derfor er det altid en stor ting når en ny film fra Disneys side ser dagens lys. Nu skal eventyret fortsætte, med nye helte og heltinder, nye sjove sidekarakterer, nye klassiske sange og nye onde skurke. Moana er den sidste nye film i Disney-kataloget, men er der overhovedet noget nyt over den?

LIDT FOR TRADITIONEL...

Svaret til det ovenstående spørgsmål er nej, der er grundlæggende intet nyt over Moana. Det er en velsmurt Disney-maskine, komplet med en tjekliste der indfrier alle ens forventninger. En kvindelig heltinde, som passer perfekt ind i tidens tern. Dramatiske momenter der gør historien mere seriøs. En sjov sidekarakter der gør at historien ikke bliver for dramatisk. Den perfekte balancegang mellem voksenhumor og børnehumor. En eventyrlig historie, der fører os ud over nye horisonter. Problemet er, at vi har været der før, og så dør eventyret lidt. Vi kender historien, kender karaktererne og ved hvordan den ender. Disney er et selskab bygget på stærke fortæller traditioner. Det er derfor at alle Disney film i bund og grund ligner hinanden, og det er der normalt ikke noget i vejen med. Her i Moana føles den traditionelle Disney tjekliste bare mere tydelig end før, og det er ærgerligt.

Kæmpekrabben Tamatoa

...MEN DET GØR IKKE SPOR.

I bund og grund er Moana dog en rigtig god film, og egentlig fortjener den ikke så meget kritik. Den er fyldt med fede karakterer som halvguden Maui, kæmpekrabben Tamatoa, lavamonstret Te Ka og den hjernedøde hane Heihei, som er en af de sjoveste sidekicks jeg har set et stykke tid. Stemmeskuespillet er godt, hvor især Dwayne "The Rock" Johnson som Maui og Jemaine Clement som Tamatoa imponerer. Sangene er for det meste gode, skønt nogle få gange hvor det bliver lidt for over-musical-agtigt. Alt i alt klæder det polynesiske tema Disney rigtig godt, og det er fedt at se Disney udforske en ny kultur. Skønt jeg har hørt at Disney igen har blandet flere kulturer og sat den sammen til en. Det er dog ikke noget der rør mig så meget, så længe det er til historiens fordel, og det har jeg på fornemmelsen at det har været. Til sidst skal filmens fantastiske stemning nævnes. Det er good vibes hele vejen igennem, og det gør filmen både let spiselig og behagelig at følge med i. Det kan man selvfølgelig sige om mange Disneyfilm, men det er som om at denne lette følelse når nye højder med dette polynesiske tema. Hvide sandstrande, krystalblåt vand, solskin og palmetræer hjælper gevaldigt til med den positive stemning.

Lavamonstret Ta Ke

Moana bringer en god portion positivitet og god humor, og det kan man kun læne sig tilbage og nyde. Den er perfekt til en nostalgisk aften med dyne og en stor skål popcorn. Personligt er jeg mere til den mere voksne Zootopia-stil, men hey, nu er Disney jo egentlig for børn… børn i alle aldre, vel og mærke.