Bakerman - en film om brød, blod & bøllebank

Til at starte med vil jeg gerne nævne en ting, som måske ikke er åbenlyst for nogle personer. Dette er den første independent film jeg anmelder, og det er en ting jeg har i mente når jeg kritiserer. Det er ikke fordi at en independent film nødvendigvis er sværere at lave end en studiefilm, men filmens vision og ambitionsniveau er meget sværere at nå i forhold til en studiefilm med et budget på 150 millioner kr. Bakerman, som er titlen på denne film, er tværtimod lavet på lommepenge, pizza og gode tjenester, og så kan det godt være svært at nå det sted hvor man vil hen, uden nogle kvalitetsmæssige skavanker. Det handler om kunsten at trylle penge frem, og at få amatører til at ligne professionelle. Det er de "fattigfine" film, kan man kalde dem. En hjemløs der har stjålet noget pænt tøj og har sneget sig ind til dronningens taffel. Han sidder der og snakker og spiser det fine mad, og ingen opdager hans rådne tænder og uglede hår.
Bakerman er en film der har stjålet noget rigtig pænt tøj, nu er spørgsmålet så, om tøjet passer.

                                                 ANTIHELT?

Hvis man skal køre videre på den prætentiøse symbolik, så er der desværre et kæmpe hul i tøjet -altså et hul lige midt i plottet. Midt i den sikre stålsatte stil, og det overraskende gode og naturlige skuespil, falmer Bakerman desværre i et plot der giver mindre og mindre mening, jo længere man kommer i filmen.
Idéen er fremragende; et karakterstudie af en ensom bager der er træt af livet og er på kanten til at falde ud af samfundet. Han har ingen rigtige venner, han gider ikke rigtig at se sin familie og han bor i et hus alene ude i skoven. Lige fra start bliver hans sumpede og ensformige livstilstand cementeret i meget effektive filmiske træk. Det virker super godt, og man bliver fuldstændig forgabt i hans historie.
Der hvor filmen knækker er cirka halvvejs inde, hvor vores hovedperson træffer nogle valg som er højst overraskende. Nu vil jeg ikke give hele filmen væk, men det er nogle valg der virkelig får en til at tænke. Man tænker: hvorfor? Og man prøver at finde svar. Til sidst må man dog opgive, og se sig til gode med at det simpelthen ikke giver den store mening. Det er her at forestillingen om en antihelt falder til bunds.

Mikkel Vadsholt i rollen som Jens

Bakerman bruger lang tid på at bygge sin hovedkarakter op som en antihelt, og det ved man godt. Igennem filmen sidder man derfor selv og plotter mod karakterer som man gerne vil have at hovedpersonen hævner sig imod. Karakterer som man kan se irriterer hovedpersonen, og karakterer som bare er nogle svin. Man glæder sig til at han skal lukke munden på dem. Desværre sidder man tilbage ved rulleteksterne med en uforløst og uforstående følelse, når hovedpersonen har taget "hævn" på alle de karakterer der ikke har gjort ham noget, og har ladet alle de karakterer der har behandlet ham som skidt hele vejen igennem være i fred. Han bliver derfor ikke en antihelt, men blot en forstyrret psykopat. Selvom jeg hylder uforudsigelighed og originalitet, så virker dette for usammenhængende til at jeg kan lade det ligge… Måske giver det mening? Jeg regner med at instruktøren har haft sine grunde. Om ikke andet er disse grunde meget uklare. Man skal have i mente, at en independent film er svær at lave på alle måder, men det skal ikke være en undskyldning for dårlig historiefortælling.

                            FLERE FILM SOM BAKERMAN, TAK!

Efter denne relativt hårde kritik, så er der stadig noget smukt ved Bakerman. Noget næsten uforklarligt. Noget der gør at den ikke har forladt mit sind endnu. Filmen er flot udført ift. at bringe følelser frem. Man knytter sig helt vildt til billederne, og det førnævnte naturlige skuespil. Soundtracket er også sublimt, og passer til filmens kriblende fornemmelse. Kort sagt så er Bakerman en sindssyg god idé, som er stilistisk udført på den helt rigtige måde. Vi har brug for flere film som Bakerman i Danmark. Film der tør tage en chance på en original idé. På sin vis minder den meget om film som Fukssvansen, De Skrigende Halse, Pusher, Blinkende Lygter, Sorgenfri, Sidste Time osv. Ikke fordi at Bakerman har noget stilmæssigt eller historiemæssigt med disse film at gøre, men fordi at Bakerman hører til disse danske film der tør tage en chance på en spændende ny idé, skør som den end må være. Det er disse små genrefilm der mange gange kan gøre ting som en stor Hollywood-film ikke kan, hvilket er at være så original at man tænker på den lang tid efter man har set den.

Siir Tilif i rollen som Mozan

En ting der bliver nødt til at nævnes i denne lille anmeldelse er Mikkel Vadsholts geniale præstation som hovedpersonen Jens. Det er et stjerneklart eksempel på perfekt casting. Mikkel Vadsholt kunne simpelthen ikke være mere ideel til rollen, og han stråler med sin stærke karisma. Det er flot at spille en så indadvendt rolle, og gøre den så udadvendt som han gør. Mikkel Vadsholt er efterhånden en garvet rotte i den danske filmverden, men han har altid stået langt nede på rollelisten. Her i Bakerman, som jeg formoder er hans første hovedrolle, udløser han virkelig det talent han har båret rundt på i så mange år. Også Brian Hjulmann, Siir Tilif og Mia Lerdam fortjener at blive nævnt her, med deres ligeså flotte præstationer.


Skønt nogle problemer omkring plottet, som får filmen til at fremstå en anelse meningsløs, så er Bakerman en stilsikker film der vil frem i verden. Den er dejlig original og bliver i dit hoved lang tid efter den er færdig. Smukt filmet, effektivt klippet, godt instrueret og vidunderligt spillet. Lad os slutte denne lille anmeldelse med noget der allerede er blevet sagt: Vi har brug for flere film som Bakerman i Danmark. Det er bare så ærgerligt at historien smuldrer hen imod slutningen.

Klassikere jeg ikke har set #1: Moby Dick

Jeg kan godt bryste mig med, at jeg ser flere film end de fleste. Dog er der mange store film, ja nærmest klassikere, jeg aldrig har fået set. Derfor vil jeg begynde at se nogle af disse klassikere, og anmelde dem her på bloggen. Idéen er inspireret af min ven Andreas Strauss.

           KLASSIKERE JEG IKKE HAR SET #1: MOBY DICK (1956)

Den klassiske historie om Moby Dick er blevet filmatiseret en del gange, men en af de mest berømte er John Hustons version fra 1956, som bare hed Moby Dick. En meget simpel titel, til en knap så simpel film.

                                KUNSTEN AT FINDE VINKLEN

Historien er fascinerende. Det er både en historie om livet på havet, og en historie om ekstrem hungren efter hævn, og hvad hævntørst kan gøre ved en mand. På det led er det sådan set bare en god gammel hævnhistorie, og det har man jo set før - også i 1851, da Herman Melville udgav bogen. Hvad der er fuldstændigt unikt er vinklen. Det er nemlig ikke en person der søger hævn over en anden person, det er en person der søger hævn over en hval. Det er en drejning der er så skæv, at den skjuler den simple historie, og gør den til noget for sig selv.
Man siger jo at alle historier er blevet fortalt og alle skabeloner er blevet brugt. Den eneste måde man derfor kan forny en historie på, og gøre den interessant, er ved at finde en unik vinkel. Vinklen er der hvor originaliteten sider, og der genialiteten gemmer sig. Opskriften på succes. Det er derfor vi kan blive ved med at skabe historier. For lige så faste som skabelonerne er, lige så elastiske er vinklerne. Tænk på det som en tærteform. Du bliver nødt til at bruge tærteformen for at lave en god tærte, men det er helt op til dig hvad du putter i, så længe det smager godt. Efter 220 grader i ovnen en times tid, kan du se dit resultat. Fungerer det? Hvis du har fyldt tærteformen med lakrids, ansjoser og blodpølse, og det smager overraskende godt, jamen så har du fundet noget unikt. En helt ny vinkel i den gode gamle tærteform. Ja, det virker mærkeligt at tale om historieskabning via tærteforme og underligt fyld, men det virker altså. Herman Melville prøvede i 1851 at fylde tærteformen med saltvand, hævntørst og hvalspæk, og ud kom Moby Dick.

                                  EN PROBLEMATISK PROCES

Friedrich von Ledebur i rollen som den hedenske Queequeq

John Huston, som var instruktøren på denne film, udtalte senere i hans liv, at dette var en af de mest besværlige film i hans karriere. For det første foregår over halvdelen af filmen på vandet, og det med at filme på vandet, det er aldrig det store hit. For det andet sank den store mekaniske model de havde bygget af Moby Dick hele tiden. To af gangene blev den væk, tabt under bølgernes brusen, og begge gange blev de nødt til at bygge en ny. Den tredje gik i stykker lige efter de havde skudt sidste scene, hvorefter den flød væk og ind i en tågebanke, med en af filmens hovedskuespillere, Gregory Peck, ovenpå. Og apropos Gregory Peck, så kunne ham og John Huston ikke tåle hinanden. Gregory Peck var en meget populær skuespiller i 50'erne, men John Huston havde ikke selv valgt ham, det havde filmstudiet. De fleste film fra 50'erne var romantiske dramaer, musicals, patriotiske krigsfilm, gysere eller meget tidlig science fiction. Så ingen gad rigtig at poste penge i John Hustons episke vision af Moby Dick. Dog gav et filmstudie endelig efter, men kun med aftalen om at Gregory Peck skulle have en rolle i den. Ellers var den usælgelig. Rollen fik han så, skønt at han ikke rigtigt passede ind. Dette førte selvfølgelig til en anstrengt stemning mellem skuespiller og instruktør lige fra start.

                                   INGEN KVINDER TILLADT

Gregory Peck i rollen som Kaptajn Ahab

Den rolle Gregory Peck skulle spille var den hævntørstige Kaptajn Ahab. En 58-årig arret mand med kun et ben. Altså en rolle som 38-årige Gregory Peck, mest kendt for at spille den lækre mand i romantiske dramaer, overhovedet ikke passede til. Skønt dette må jeg sige, at han spiller rollen fantastisk godt. Han er fuldstændig fascinerende at se på i hans intimiderende silhuet. Hver gang han er med i en scene bliver man blæst væk af hans stærke aura, og man kan ikke tage øjnene fra ham. Det er flot at han står så stærkt og markerer sig så meget, i en rolle der er så langt væk fra ham selv. De eneste to andre der gør et indtryk er Harry Andrews som Stubb, og Friedrich von Ledebur som den hedenske Queequeq. Den legendariske Orson Welles har også en lille rolle som byens præst, og selvom hans præstation og udseende også er noget at bide mærke i, forsvinder han for hurtigt til at han kan nå at gøre et vedvarende indtryk.
Det helt specielle ved denne film på skuespilfronten er også, at der overhovedet ingen kvinder er med. De eneste kvinder man ser, er mødrene og konerne der står og kigger efter deres sønner og mænd (formoder jeg), når skibet sejler ud i begyndelsen af filmen. Det er ikke noget man tænker over i starten, men efterhånden lægger man mærke til manglen på det andet køn. Det er sjældent sådan noget sker i dag, hvor den politiske korrekthed mange gange sætter en stopklods for den kreative frihed, men det virkede faktisk. Det gav en følelse af livet på havet, og man fik virkelig cementeret deres eksklusion.

                   TEKNISK SNILDE SKABER VOLDSOMME HVALER

Det går voldsomt for sig når de endelig møder Moby Dick

Ældre film kører i et lidt andet gear end moderne film. De tager sig generelt bare bedre tid til tingene, og det er altid en zone man skal ind i. Det kan godt føles som om man har set en film på 4 timer, selvom den kun har varet 2 timer. Heldigvis er der to meget centrale ting der gør Moby Dick meget underholdende hele vejen igennem. Den første er den meget matte og rå måde filmen ser ud på. Ud over de naturlige gryn på skærmen, som en film i den alder har, er farverne skruet helt ned. Den er langt fra sort/hvid, men farverig på en meget blank måde. Ingen ting stritter ud, ingen farve stråler mere end den anden. Filmens billeder virker meget flade på en måde, og det har den fantastiske effekt, at hvert et billede i filmens 2 timer lange spilletid, ligner et maleri fra romantikken. Det er sindssygt flot, og meget fascinerende at se på. Den anden ting er klimakset, hvor vi endelig får lov til at se Moby Dick. Nu er det jo en film fra 1956 (faktisk er den filmet allerede i 1954, men den var 2 år i post-produktion), så Moby Dick ligner utvivlsomt en stor model af en hval de har puttet i et lille basin med et modelskib, og det er det såmænd også. Dog er det overraskende effektivt. Nu har jeg ikke hvalfobi, og jeg synes ikke store havdyr er specielt skræmmende, men de formår virkelig at gøre Moby Dick til et stort og voldsomt monster. En ting som In The Heart of the Sea fra sidste år, fejlede på. Her i tredje akt, er filmen også klippet helt sublimt. Det er ikke voldsomt mange film jeg har set fra 50'erne, men den er nærmest klippet og filmet som en moderne actionfilm. Hurtige klip med et forstyrret, håndholdt kamera - det er den første film fra 50'erne jeg har set gøre det. Det virker, det ser meget voldsomt ud, og man glemmer at man kigger på en stor mekanisk hval i farten.

Orson Welles i rollen som byens præst. Et godt eksempel på den maleriske kvalitet filmen har.

Slutningen er også dejligt uforudsigelig (hvis man altså ikke har læst den originale roman). Spoiler Alert! I den store kaos-kamp mellem Moby Dick, Kaptajn Ahab og hans gæve søfolk, dør alle nemlig. Undtagen vores historiefortæller, Ishmael, der overlever så han kan fortælle historien videre til os. Man havde jo regnet med at Kaptajn Ahab ville få sin hævn, det er jo det, der er meningen med hele den traditionelle hævn historie, men nej. I stedet er det hvalen der får hævn. Altså skurken vinder, kan man sige, og man får vendt totalt op og ned på hvad meningen var med historien. Det er super lækkert at en film fra 1956 kan lave sådan et twist til sidst, og stadig overraske efter så mange år.

Jeg var slet ikke skuffet over Moby Dick, og kan klart anbefale den til alle der ikke er bange for at se gamle film. Den er lidt langtrukken her og der, men overordnet så kunstnerisk interessant, at man nærmest kommer ind i en trance så snart man har vænnet sig til universet. Og så overrasker Moby Dick i tredje akt med sin voldsomt underholdende voldsomhed.

       

James Bond 5-1

I juni 2016 satte jeg mig for at se alle James Bond film, hvorfor? Fordi jeg ikke havde set dem. Jeg valgte at se 4 film pr. måned, og ville så derfor blive færdig den efterfølgende december. De 2 "falske" James Bond film så jeg også, da de jo i realiteten er James Bond film, bare ikke officielt.
Det var en lang rejse, og jeg var ved at gå ud af mit gode skind et par gange, ser du, jeg er nemlig ikke den store fan af James Bond. Hermed præsenterer jeg:

                                          JAMES BOND TOP 5-1
                                          Af en dumdristig filmelsker

 
                                                 5. SKYFALL (2012)

Skyfall er en fantastisk James Bond film. Meget anderledes end de andre med dens langsomme opbygning, og dens meget intense fokus på James Bonds indre følelser og baggrund. Den er meget personlig, selv skurken har et meget personligt motiveret angreb, der ikke handler om at overtage verdensherredømmet, men at dræbe M. Og Skurken er fantastisk, genialt spillet af Javier Bardem.

                                              4. GOLDFINGER (1964)

Udover at James Bond voldtager en kvinde i den her film (ja, det gør han), så er Goldfinger en ægte James Bond klassiker. Det er her det hele begynder med Aston Martinen, martinien der skal være "shaken not stirred", og den første James Bond film med en intro og titelsang i starten. Vel at mærke den hidtil bedste intro til dags dato, og måske også den bedste skurk?

                                       3. CASINO ROYALE (2006)

Casino Royale går den svære balancegang fuldstændig perfekt, nemlig at lave en klassisk moderne James Bond film med respekt for traditionerne, samtidig med at skubbe lidt til grænserne. Daniel Graig er dog, må jeg desværre sige, ikke min favorit bond. Faktisk er han nok den Bond skuespiller jeg mindst kan lide, men det gør ikke nogen forskel ved at denne her film er ret fantastisk. Og så spiller Mads Mikkelsen super godt! Og Nanna's far er jo også med!

                                          2. GOLDENEYE (1995)

Sådan der! Med Pierce Brosnan blev James Bond skudt godt og grundigt ind i den moderne tidsalder, og med bravur! Skønt en hel del klichéer, er GoldenEye en ret underholdende film, som stadig holder i dag. Så længe man er til den gode gamle 90'er stil.

                                      1. LIVE AND LET DIE (1973)

James Bond kæmper mod pimps i Harlem? Det lyder lidt dumt, men det fungerer i bedste stil. Kort sagt, det her er sådan jeg bedst kan lide James Bond; lidt fjollet, total 70'er og med fantastiske flamboyante skurke. Rigtig god underholdning hele vejen igennem, og når jeg ser en James Bond film, så er det det jeg vægter højest.

                                        

Det var det! Live and let Die var altså min personlige ynglings James Bond film. Hvis i skulle få lyst til at se en James Bond film en dag, så er min top 10 (altså den sidste blog og denne her) alle sammen værd at se. Jeg håber i har fået noget ud af listen.

James Bond top 10-6

I juni 2016 satte jeg mig for at se alle James Bond film, hvorfor? Fordi jeg ikke havde set dem. Jeg valgte at se 4 film pr. måned, og ville så derfor blive færdig den efterfølgende december. De 2 "falske" James Bond film så jeg også, da de jo i realiteten er James Bond film, bare ikke officielt.
Det var en lang rejse, og jeg var ved at gå ud af mit gode skind et par gange, ser du, jeg er nemlig ikke den store fan af James Bond. Hermed præsenterer jeg:

                                          JAMES BOND TOP 10-6
                                          Af en dumdristig filmelsker


                                   10. A VIEW TO A KILL (1985)

En del bedre end forventet. Christopher Walken er en fed skurk, og Grace Jones en unik Bond-Babe. Og så er det utroligt at Roger Moore var 57 da han indspillede denne her film, han ligner sgu en på 40-45.

                              9. THE WORLD IS NOT ENOUGH (1999)

Fed flamboyant skurk, god kritisk historie omkring mediernes magt og løgne, fin actionfyldt instruktion, og så har Ulrich Thomsen en rolle som første dansker i en James Bond film. Den er faktisk mere relevant i dag end i 1999, desværre.

                                   8. THE LIVING DAYLIGHTS (1987)

Der er delte meninger om Timothy Daltons James Bond, men jeg er en af dem der godt kan lide ham i rollen, og synes at det var ærgerligt at han ikke fik flere film at stråle i. The Living Daylights er den bedste film med ham, og det er slet ikke en dårlig en af slagsen.

                               7. THE SPY WHO LOVED ME (1977)

Skønt en lidt halvkedelig intro, og en forfærdelig slutreplik, så er alt det i midten sgu ikke så værst endda. filmens skurk er ret fed. En eller anden ældre rig Svensker/Tysker der gerne vil bygge Atlantis og vil derfor springe hele verden i luften.. for det giver jo mening. Det fedeste er dog næsten hans håndlanger Jaws, som nok er den mest legendariske James Bond skurk nogensinde. Han redder meget ved filmen.

                         6. THE MAN WITH THE GOLDEN GUN (1974)

Scaramanga, spillet af den fantastiske Christopher Lee, er måske den hidtil mærkeligste skurk. En psykopat med en guld pistol og tre brystvorter, og så har han en dværg som tjener. Men skønt det ikke giver meget mening, så er det sjovt nok til at være acceptabelt. Tempoet er højt og stilen sikker, det er dejligt. Dog er James Bond ret hård og brutal i den her film, dvs. han slår mere på kvinder og kaster flere børn i havet, men sådan er det.


Nu nærmer vi os, kan i mærke det? I næste blog vil jeg afsløre min top 5, og deriblandt min ultimative James Bond film. 

James Bond 14-11

I juni 2016 satte jeg mig for at se alle James Bond film, hvorfor? Fordi jeg ikke havde set dem. Jeg valgte at se 4 film pr. måned, og ville så derfor blive færdig den efterfølgende december. De 2 "falske" James Bond film så jeg også, da de jo i realiteten er James Bond film, bare ikke officielt.
Det var en lang rejse, og jeg var ved at gå ud af mit gode skind et par gange, ser du, jeg er nemlig ikke den store fan af James Bond. Hermed præsenterer jeg:


                                    JAMES BOND TOP 14-11
                                      Af en dumdristig filmelsker


                              14. QUANTUM OF SOLACE (2008)

 
Nogle fine ting ved denne film er Olga Kurylenko, som jeg egentlig ikke er så vild med, men som her gør det overraskende godt som Bond-babe, og er en af de dybeste kvinderoller i en James Bond film indtil videre. Filmen er generelt flot lavet, altså hele sceneriet er sindssygt flot, og tonen i filmen meget bitter og tiltalende. Det dårlige er at man får hovedpine af den meget… meget hurtigt. Jeg vil ikke forklare ydeligere, bare prøv at se introscenen... jep, sådan er næsten hele filmen.

                                 13. LICENSE TO KILL (1989)

 
Dette er første gang det bliver rigtig personligt for James Bond, skurken er nemlig ikke en der er ved at overtage verdensherredømmet, men en forstyrret narkoboss der dræber James Bond's bedste ven, og hans nye kone, på hans bryllupsnat. Nu er det så op til Bond at få hævn! Dvs. det er en god gammel hævn historie, og det er der ikke noget nyt i, men det var særdeles nyt i Bond universet da License To Kill kom ud. Robert Davi spiller også godt som skurken, mest pga. hans kølige fjæs, som han bruger mesterligt! Og så er det super sjovt at se en 21-årig Benicio Del Toro i hans blot anden film, som en psykopatisk håndlanger.

                                         12. SPECTRE (2015)

Spectre er en meget middelmådig James Bond film. Skønt den er smukt lavet, går den denne gang alt for personligt ind på karakteren James Bond. Nu spoiler jeg lige, men Blofeld er hans bror? ej nu stopper det...

                                11. YOU ONLY LIVE TWICE (1967)

"Here in Japan, men come first, women second", James Bond: "I just might retire to here". Jaja, den sexistiske tilgang til tingende skal man som altid tage med et smil, især med de gamle James Bond film. Udover denne lille sjove seance, så er You Only Live Twice en af de bedre film fra 60'erne. Donald Pleasence giver virkelig indtryk i skikkelse som Blofeld, og historien er acceptabel og lettilgængelig.


Det var den sidste del af mellemlægspapiret, næste gang kommer vi til dem der virker betyder noget, nemlig top 10!

James Bond 19-15

I juni 2016 satte jeg mig for at se alle James Bond film, hvorfor? Fordi jeg ikke havde set dem. Jeg valgte at se 4 film pr. måned, og ville så derfor blive færdig den efterfølgende december. De 2 "falske" James Bond film så jeg også, da de jo i realiteten er James Bond film, bare ikke officielt.
Det var en lang rejse, og jeg var ved at gå ud af mit gode skind et par gange, ser du, jeg er nemlig ikke den store fan af James Bond. Hermed præsenterer jeg:


                                    JAMES BOND TOP 19-15
                                      Af en dumdristig filmelsker 


                                    19. THUNDERBALL (1965)

En film der svinger mellem ret fede scener og meget lange kedelige scener. Især den laaaaaange finale, som fører ingen vegne. Dog har Thunderball et meget råt og snavset udtryk som jeg er ret vil med.

                                     18. MOONRAKER (1979)

Hvad går der galt? tjoh, den er bare voldsomt intetsigende og kedelig. Der er et par momenter her og der, men det skisme da ikke mange!
 Jaws er tilbage som skurken (fra The Spy Who Loved Me), og hvad de gør med ham i den her film er super dumt. Det gør vel ikke noget hvis jeg spoiler lidt, men han bliver god til sidst, og får en kæreste... og så for rigtig at ødelægge hans karakter, så snakker han også til sidst. Jeg er ikke fan. Så er der hele space-temaet, som jeg egentlig synes er en fin idé, ja man kan vel sige at det var på tide at han skulle derud, men på en eller anden måde bliver det gjort på en sådan lidt.. ufarlig måde. Der er ikke noget vildt ved at rejse ud til rummet, ikke ifølge James Bond's uimponerede ansigtsudtryk.

                               17. FOR YOUR EYES ONLY (1981)

For Your Eyes Only føles som en film der ikke går i dybden med sig selv, og på en måde degraderer sin egen potentialitet. Historien er voldsomt ligegyldig, og det er dens største problem. Den er dog god nok på bunden, og plus alle de fede stunts, er den ikke total tidsspild.

                            16. DIAMONDS ARE FOREVER (1971)

Den sidste officielle James Bond film med Sean Connery, og han sluttede ikke med bravur, desværre. Filmen er godt og gammeldags kedelig. Historien fanger ikke så meget, og skønt et hurtigt tempo i starten, dør den ligesom ud ret hurtigt. Mod slutningen er det svært at holde koncentrationen mod skærmen.

                    15. ON HER MAJESTY'S SECRET SERVICE (1969)

Den første, og eneste, film med George Lazenby i rollen som James Bond. Nok den James Bond film hvor der er lagt størst vægt på komikken, og det skal man lige vende sig til. Filmens kampscener er dog nogle af James Bond-seriens bedste, meget rå, voldelige og opfindsomme, især for en film fra '69. Det er i øvrigt Christopher Nolans ynglings James Bond film, af en eller anden grund.


Det var så første del af mellemlægspapiret, næste gang kigger vi på filmene far 14-11!

James Bond 25-20

I juni 2016 satte jeg mig for at se alle James Bond film, hvorfor? Fordi jeg ikke havde set dem. Jeg valgte at se 4 film pr. måned, og ville så derfor blive færdig den efterfølgende december. De 2 "falske" James Bond film så jeg også, da de jo i realiteten er James Bond film, bare ikke officielt.
Det var en lang rejse, og jeg var ved at gå ud af mit gode skind et par gange, ser du, jeg er nemlig ikke den store fan af James Bond. Hermed præsenterer jeg:


                                    JAMES BOND TOP 25-20
                                      Af en dumdristig filmelsker 


                                          25. DR. NO (1962)

Nogle film ælder med ynde, andre gør ikke. Dette er desværre tilfældet med den første James Bond film, der skønt et par legendariske scener, er en meget langsom og kedelig sag. En film der var i topform i '62, men det er også næsten 60 år siden.

                                            24. OCTOPUSSY (1983)

Filmen virker irriterende usammenhængende, og ret sløset instrueret, uden hjerte eller sjæl. Især en scene hvor James Bond skal flygte fra nogle sigøjnere i Indien (selvom er ikke er sigøjnere i Indien, men de ligner dælme sigøjnere) igennem junglen er forfærdelig. Han svinger sig endda i lianer mens han råber som Tarzan, undskyld hvad? Hvor er stilen? Respekten?.. Det går helt galt. Jeg vil slutte med en replik fra filmen: "Really? Sexual discrimination. I'll definitely have to pay it a visit." Sådan James, real classy.

                                      23. DIE ANOTHER DAY (2002)

For det første er det nok den dårligste introsang nogensinde, sunget uden den mindste respekt af Madonna igennem et autotune-helvede! Og så er hun endda med i filmen! Hvorfor er Madonna med i filmen!?
Så er der også problematikken med CGI. Dette er den første James Bond-film der virkelig satsede på CGI, og det giver i den grad bagslag. Ikke fordi det nødvendigvis er en dårlig idé, mere fordi at filmen er fra 2002... Der er især en scene hvor James Bond skater på en bølge igennem et ishav, og det ser helt underligt ud. Ikke en god måde at sige farvel til Pierce Brosnan på.

                             22. FROM RUSSIA WITH LOVE (1963)

Den første film hvor der bliver sat fokus på opfindsomme gadgets, men også den film hvor James Bond behandler kvinder dårligst. Faktisk så dårligt, at man har det lidt svært ved at se det sjove i det. Tiderne er skiftet, og det går desværre ud over den gode Hr. Bond.

                                      21. CASINO ROYALE (1967)

Den første "falske" James Bond film fra 1967. Jeg vidste ikke det var en komedie, men det fandt jeg meget hurtigt ud af. Jøsses, den var mærkelig. Filmen er blevet legendarisk for dens problematiske produktion; hoved-skuespillere der bliver fyret, instruktører der bliver fyret, skuespillere der er så meget uvenner, at deres scener sammen skal tages separat, alt for mange der vil have en finger med i manuskriptet, forsinkelser etc. Det hele er gået galt med den her film, og det kan man virkelig godt se har haft betydning på det færdige produkt! Filmen giver overhovedet ingen mening… overhovedet! Især slutscenen er den største hjerneblødning jeg har set på film. Det kan der jo også være noget underholdende over, så helt ned i bunden røg den altså ikke.

                             20. NEVER SAY NEVER AGAIN (1983)

Den sidste "falske" James Bond film der blev lavet, og den uigenkaldeligt sidste med Sean Connery i rollen. Det er desværre en langsommelig sag, hvor det er svært at holde fokus. Nåja, i det mindste kan man se på Rowan Atkinson i en af hans første filmroller, en scene hvor Sean Connery skyder en kvinde med en kuglepind hvorefter hun eksploderer, og en scene hvor han smider sit eget tis i hovedet på en skurk hvorefter han dør, så kender vi den gode gamle!
                                  


Så er bundfaldet ude af vejen, næste gang bliver det fra 19-15!

Rogue One: Krigsfilmen

                                 EN FORSINKET FORELSKELSE

   
Til at starte med vil jeg lige nævne, at dette er en spoiler fri anmeldelse. Derfor vil der være ting, som jeg ikke kan diskutere.

Jeg kom først ind i Star Wars universet året før The Force Awakens havde præmiere. Jeg havde selvfølgelig set de andre film som barn, både de originale og de forhadte prequels, men de fangede mig aldrig. Dem jeg tydeligst kan huske fra min barndomstid er Return of the Jedi og The Phantom Menace. Jeg ved ikke helt hvorfor. Måske var det de der Ewoks og Jar Jar Binks jeg fandt morsomme. Jeg ser mig selv som generationen fanget i midten. Jeg var ikke født da den originale trilogi rullede over lærredet, og jeg var lidt for ung til helt at kunne forstå den komplicerede historie prequelsene havde. Hele universet kom derfor aldrig ind under huden på mig, men det skulle de komme.

The Force Awakens - det var der jeg blev fan af Star Wars. Det var der i biografens mørke, i en halvtom sal i Kastrup, at jeg lige pludselig forstod alt. Lige der, da John Williams' ikoniske åbningsnummer startede og rulleteksten begyndte. Der følte jeg det sug i maven som jeg kun kan gætte på at de fik i '77, da den første Star Wars havde præmiere. Det var episk, og det føltes vigtigt. Det hjalp selvfølgelig også at selve filmen, trods af at være en næsten blasfemisk kopi af den første, også var rigtig god og underholdende. Jeg var glad da jeg kom ud af biografen kan jeg huske. Der var et nyt univers der skulle udforskes og nørdes igennem.
Legendarisk som den originale trilogi er, er det først nu at Star Wars virker for mig. Der er bare noget ved de gamle der ikke tiltaler mig så meget, og jeg ved faktisk ikke helt hvad det er endnu, men det er nok et spørgsmål til en anden tid.

                                             DISNEYS VISION

Felicity Jones i rollen som Jyn Erso

Nu er det jo sådan at Disney har planlagt en årlig Star Wars film et par år frem. Hvert andet år er dedikeret til fortsættelsen af sagaen, og de mellemliggende år kommer der så en antologifilm, som ikke er en fortsættelse af sagaen, men en historie der foregår i samme univers. Det er officielt at der kommer en Han Solo origin story i 2018 f.eks. (som der er delte meninger om er en god idé), men i år, som den første antologifilm, skulle der udfyldes et hul. Nærmere betegnet hullet mellem episode 3 og 4. Man kan derfor godt sige at dette er Star Wars: Episode 3,5. Hvad der menes med "hul" er, at den udfylder den historie episode 4 kort beskriver i sin introtekst:

"During the battle, Rebel spies managed to steal secret plans to the Empire's ultimate weapon, the DEATH STAR, an armored space station with enough power to destroy an entire planet"

Altså en hændelse der skete mellem episode 3 og 4, som George Lucas valgte at springe let hen over, indtil Disney kom til magten og så en potentiel guldmine af en historie, gemt i den korte tekst. Det var også en film der manglede at blive lavet, da der i mange år er blevet gjort grin med den måde Luke Skywalker ødelægger dødsstjernen på. Det bliver alt sammen forklaret i denne film.

                                             DET MED SMÅT

Forest Whitaker i rollen som Saw Gerrera

Rogue One: A Star Wars Story, som filmen er blevet kaldt, er så den store historie der er kommet ud af den lille tekst. Og er den så god? Er den bedre end The Force Awakens? - Nej, men det er ikke langt fra.
Det står meget klart lige fra start, at dette er en traditionel Star Wars historie med respekt for sig selv, men udført på en lidt anden måde. Det er en krigsfilm, ikke en stor eventyrsfortælling fyldt med mystik og ting der først bliver forklaret i næste episode, men blot en lille snavset fortælling om helte i et uendeligt stort univers. Når det nu er sagt, er det ikke fordi at der ikke sker noget. Det er stadig en blockbuster fyldt med episke scener og replikker. Jeg har dog små ting der nager mig ved denne film, og lad os lige få dem ad vejen. For det første så er karaktererne introduceret i denne film så flade som en pandekage - uden syltetøj vel og mærke. Jeg savnede virkelig dybden fra The Force Awakens, der gjorde at man virkelig følte med karaktererne. Her har man svært ved at føle noget som helst, selv for vores hovedperson Jyn Erso, som for det andet bliver spillet af Felicity Jones, som jeg har det lidt svært med. Jeg havde dog kun set hende i filmen Inferno, også fra i år, så jeg var villig til at give hende en chance. Selvom hun er meget bedre i denne her film, irriterede hun mig desværre stadig her og der. For det tredje har jeg svært ved at se pointen med karakteren Saw Gerrera, spillet af Forest Whitaker. Man siger jo som en lille regel i filmindustrien (ikke fordi jeg er en del af den, men stadigvæk), at hvis en karakter godt kan blive skrevet ud af manuskriptet uden at det rykker for meget på historien, så er karakteren ikke nødvendig, og det føler jeg er tilfældet med Saw Gerrera. Ikke at han ikke er sej at kigge på, men hans vigtighed mangler.
For det fjerde ser man Darth Vader for tidligt i filmen. Den bedste scene i filmen er i slutningen hvor han tænder lyssværet i mørket og viser sin styrke. Det er der man skulle have set ham for første gang, ikke i den første scene tidligere i filmen.

                                  EN SLUTNING DER SPARKER

Et godt eksempel på den krigsinspirerede stil i tredje akt

Når disse små irritationsmomenter er nævnt, kommer vi så til det der fungerer. Det vigtigste er, at ikke et minut føles spildt. Det hele kører på skinner, som et velfungerende filmtog, der uden forsinkelse kommer til de rigtige stop, og ved hvor det skal hen. I skuespilskategorien skal nævnes Alan Tudyke som ligger stemme til robotten K-2SO, Donnie Yen som spiller den blinde halv-jedi, Riz Ahmed som spiller piloten Bodhi Rook og Ben Mendelsohn som spiller skurken Orson Krennic. Alle disse gør et længerevarende indtryk. Mads Mikkelsen, skønt han spiller helt acceptabelt, var ikke den store oplevelse.
Men hovedgrunden til at denne film virkelig sletter alle små-irritationerne, og hiver den hjem med bravur, er et tredje agt der sparker gevaldigt røv. Alt kulminerer i et vanvittigt smukt landskab, der tydeligt er inspireret af The Thin Red Line, blandet med en vanvittig rå virkelighed, allá Saving Private Ryan uden alle indvoldene. Det er her, at Rogue One: A Star Wars Story bliver til en typisk krigsfilm, men forskellen er, at det er en krigsfilm i Star Wars universet, og det har vi ikke set før. Det er med andre ord så fandens episk og spændende, at selvom man kender slutningen, sidder man og bliver nervøs mens man sidder på kanten af sædet. Man er bare underholdt, nådesløst underholdt.
Slutningen vil jeg ikke afsløre, og det er af gode grunde, for det er en slutning der virker bedst hvis man ikke ved noget på forhånd.

Rogue One: A Star Wars Story skuffede ikke. Tværtimod var det ikke kun en god Star Wars film, men også overordnet en flot og veludført blockbuster. Du kan derfor med gode grunde dedikere en filmaften til denne sag, med popcorn, cola og hele svineriet, for det fortjener den sgu. At karaktererne ikke strålede lige så meget igennem som jeg havde håbet på, er dog ærgerligt.