Blade Runner 2049 - Et sjæleligt mesterværk

Denis Villeneuve har for alvor stemplet sig ind som en af vore tids store filmskabere. Det gjorde han allerede med Prisoners i 2013, hvor han for første gang blev bemærket i de finere filmkredse. Han fortsatte derefter stødt frem med film som Enemy, Sicario og Arrival, som alle fik stor succes blandt kritikere såvel som publikum. For få dage siden landede hans nye projekt så i biografen, og det er uden sammenligning det mest ambitiøse projekt for ham til dato, nemlig Blade Runner 2049. For at det ikke skal være løgn, er det 35 år siden den originale kom ud, og samtidig skal den leve op til den første films klassiker status. Det er kampen om relevans, altså kampen om, hvorvidt det overhovedet giver mening at lave en efterfølger. Den SKAL være god, ellers er den ikke andet end et blasfemisk pengeværk.

Godt skuespil i Fantastiske Billeder

Længe behøver man dog ikke at vente for at se, at der ikke er så meget at frygte. Lige fra start føler man nemlig, at man er i gode professionelle hænder, og det beroliger. Denis Villeneuve har et godt greb om universet, og Roger Deakins, som er DP (Director of Photography), har i den grad styr på sit kram. Det er det første man lægger mærke til, nemlig den fantastiske cinematografi, og det kan vi takke Deakins for. Fuldstændig fantastiske billeder. Hvis Roger Deakins ikke vinder en Oscar for dette mesterarbejde, så er der da ikke retfærdighed til i denne verden.
Som sagt foregår Blade Runner 2049 35 år efter Blade Runner, og verden har ikke ændret sig synderligt meget. Den er stadig mørk, dyster og dysfunktionel. De 35 år frem i tiden har dog gjort noget. Nu er robotterne nemlig så svære at adskille fra mennesker, at de fleste ikke kan kende forskel, heller ikke dem selv. Og hvori den første film handlede om et menneske, der ikke vidste, om han var robot, handler denne nye film om en robot, der ikke ved, om han er et menneske. Det er en genial idé bare at vende historien fra den første på hovedet, og det fungerer rigtig godt. Ryan Gosling, som spiller vores hovedperson K, er bjergtagene at se på. Med hans utrolige karisma og film-aura bærer han filmen fremad, og falder smukt i et med den episke verden. Han spiller sin karakter til perfektion, og man kan ikke andet end at være fuldt engageret i hans søgen efter hvad der er rigtigt og forkert. Faktisk spiller alle rigtig fint, og vigtigst af alt, passer de alle ind i den dunkle sci-fi noir verden som Denis Villeneuve har skabt. Både Ane de Armas som Joi, Sylvia Hoeks som Luv og Jared Leto som Niander Wallace fortjener alle at blive nævnt her. Personligt var det dejligt at se Jared Leto i en god rolle, da det er sjældent han fungerer på det store lærred. Vi alle har jo skuespillere, som vi af en eller anden grund ikke er specielt vilde med lige meget hvad de gør, og Jared Leto er altså sådan en skuespiller for mig. Og så er der selvfølgelig Harrsion Ford, legenden, og én af de eneste to tilbage fra den originale film (den anden er Edward James Olmos, som vender tilbage i en mindre cameo i rollen som den origami-fikserede Gaff). Som en rigtig diva, går der omkring de 90 min. før Harrison Ford dumper ind i filmen. Ja, man ender med næsten at tro, at man har set forkert på plakaten - Var Harrsion Ford ikke med? Det synes jeg da! Men det er han altså, du skal bare vente, og når han kommer ind, skifter filmen til et helt nyt gear. Det er længe siden, at Harrsion Ford virkelig har spillet godt. Misforstå mig ikke, han er altid et godt bekendtskab på skærmen, men virkelig at dykke ned i en dramatisk rolle som han gør her i Blade Runner 2049 - det er længe siden. Det vidner om, at Harrsion Ford for en gang skyld virkelig er med på projektet, og virkelig tager det alvorligt. Han har endda en grædescene! Det ved jeg ikke, om jeg nogensinde har set ham gøre. Harrison Ford spiller fantastisk i denne film, og det skulle ikke undre mig, om han blev nomineret til en Oscar. Ikke fordi han er årets bedste mandlige birolle, men fordi det er Harrison Ford, han er 75 år, er en legende, og har ikke vundet en Oscar endnu. Det tror jeg godt, at Oscar-folkene kunne finde på at lave om på.

At finde sjælen i en Følelseskold Verden

Filmen er mesterligt fortalt, som en stor episk historie der langsomt folder sig ud foran ens øjne. Meget langsomt... og det er her filmens største problem ligger: Den er for lang. Billederne kan være nok så smukke at kigge på, verdenen kan være nok så fascinerende, men med den nærmest trancelignende hastighed filmen bevæger sig fremad i, så kan det hele godt blive en smule kedeligt og faretruende tæt på søvndyssende. Det hjælper heller ikke at soundtracket, smukt og cool som det er, også kører i samme rille, med dens meget lange toner og mørke elektroniske beats. Man skal virkelig være med på stemningen, ellers er det helt godnat. Soundtracket er til tider også meget højt, og laver disse meget larmende "distortion-brøl" som har været på mode siden Inception. Fascinerende som disse brøl kan lyde, bliver de her brugt for meget, og mister deres effekt, desværre. 
Dette er dog de eneste to ting der er at sige negativt om filmen, alt andet er perfekt. Jeg vil gå så langt som at sige, at hvis denne film ikke er perfekt, så er intet perfekt. Blade Runner 2049 gør sit job som efterfølger til en gammel klassiker umådeligt godt, og hvis man var fræk og ingen pli havde i livet, kunne man godt diskutere om den egentlig er bedre end originalen. Om ikke andet, så sørg for, at du ser den originale Blade Runner fra 1982, før du ser Blade Runner 2049. Vigtige referencer bliver ellers spildt, og det ville være synd, hvis man ikke forstod filmen fuldt ud. Især fordi det i forvejen er en film, der godt kan være lidt svær at forstå - ikke lige så svær som originalen dog.
Det sidste der skal nævnes er filmens relevans. Hvorfor laver man en efterfølger til en gammel kult film? - penge, er selvfølgelig en grund, men også fordi, at de temaer der var i den originale er blevet meget mere forstærket i dag, sammenlignet med dengang. Temaet om sjælen. Hvad er en sjæl? Og hvornår har man den? I denne meget fremskridende teknologiske verden vi lever i, er det ikke svært at forestille sig, at vi på et tidspunkt selv kommer til at stå overfor dette etiske spørgsmål. Hvis vi nogensinde laver robotter, der er så tæt på os selv, så man ikke kan se eller føle forskel, er de så robotter længere? Har de fået det der ellers gør os mennesker unikke, nemlig en sjæl? Det er et spændende filosofisk og etisk spørgsmål, og Blade Runner 2049 gør dets ypperste for at udforske det, hvilket resulterer i en meget sjælelig film, skønt dens følelseskolde facade.

Selvom alle ikke kommer til at være til Blade Runner 2049, er det en film alle burde se, og helst på det store lærred i biografen. Sjældent bliver en film så lang tid i ens sind efter man har set den. Med en blanding af sindssygt flotte billeder, meget smukke scener, perfekte skuespilpræstationer og filosofiske spørgsmål, formår Blade Runner 2049 ikke kun at være voldsomt relevant, men også en af årets bedste film.

De Hurtige #2

Jeg ser mange film, dog er det langt fra alle jeg skriver om her på bloggen, da det ikke er alle jeg føler at skrive en længere rapport om. "De Hurtige" er stedet hvor nogle af disse mange film jeg ser bliver hurtigt nævnt. Det er stadig langt fra alle film jeg ser som jeg smækker ind her, men det er i hvert fald 10 stk.
(for at følge med i alle film jeg ser, gå da ind på min Letterboxd, som jeg regelmæssigt opdaterer)

The Lost City of Z (2016/2017)

 

Noget så sjovt som en stille adventurefilm. Tit forbinder man adventure med humor og action, men her bliver genren blandet med en dyb stilhed, historisk korrekthed og en stærk realisme. Foruden åbenlyse moderne ting som billedkvalitet og lydkvalitet, så kunne denne film sagtens være filmet for 30-40 år siden. Den har bare denne 70'er følelse som fascinerer en lige fra start til slut.
Når det nu er sagt så bliver det langsomme tempo og den trancelignende stilhed for meget hen ad vejen, i løbet af dens næsten 2,5 time lange spilletid mister man interessen, og filmen går hen og bliver kedelig. Den er simpelthen for lang. Jeg ved heller ikke hvad jeg synes om Charlie Hunnham i hovedrollen. Hans præstation fejler intet, men det er som om han ikke passer ind. Han er for moderne af statur og måde, af en eller anden grund jeg ikke helt kan definerer. Robert Pattinson klarer den til gængeld overraskende godt i en højst uvant rolle, og Sienna Miller er også god som den stærke kone.
En adventurefilm uden action, det tror jeg er første gang jeg oplever det, og det må jeg give den kado for.

Guardians of the Galaxy vol. 2 (2017)

 

 

Guardians of the Galaxy er klart det bedste der er kommet ud af Marvel, og denne efterfølger skuffer ikke, selvom der er flere småfejl her og der end den første film. Vittighederne falder mere off-beat end den første, og karaktererne og historien er en del tyndere, især skurkens plan var en kende tvivlsom, men det er alt sammen noget man tilgiver hen ad vejen. Dog pissede det mig lidt af hver gang en ny sidekarakter skulle fortælle sin meget lange baghistorie..

Alt i alt lige så god som den første, og så er Drax GE-NI-AL!

Fifty Shades Darker (2017)

Fifty Shades of Grey var en middelmådig film, som gjorde sit job godt som erotisk drama. Denne efterfølger er dog helt hen i vejret, der sker ikke en rygende fis! Jeg gentager: EN RYGENDE FIS! Som et langt forspil uden forløsning...

 

Ghost in the Shell (2017)

 

Meget flot tekno sci-fi, baseret på den kendte japanske anime af samme navn. Meget kritik er kommet ud af denne film, der caster vestlige personer til en meget japanske historie, og det virker da også lidt underligt når Scarlett Johansson har en japansk mor og hedder Motoko... Men noget racistisk kan jeg personligt ikke se der ligger i det. Filmen er jo designet til det vestlige publikum, og situationen ville sikkert være den samme, hvis nu Japan skulle filmatiserer slaget på reden, eller slaget på dybbøl, eller et andet kedeligt kapitel i den stolte danske historie.
Anyway, Scarlett Johansson fungerer overraskende godt i hovedrollen, og ligeså med Pilou Asbæk i sin første store internationale rolle. Filman kan godt gå hen og blive lidt kedelig i midten, men en fed start og sidste halve time gør op for det.
Ikke så ringe endda, skønt det lugter lidt af en film der bliver glemt om et par år.

The Circle (2017)

 

Som at genleve den værste jobsamtale du nogensinde har været til, mens du læser "Terms and Conditions" til din nyeste IPhone. The Circle har en intimiderende stemning, en velspillende Tom Hanks og en overraskende velspillende Emma Watson, men den fejler på dens højst urealistiske historie, som ikke giver den store mening. Folk ville jo ikke gå med til 80% af hvad der sker i den her film!
+ 2 stjerner for dens kritiske syn på den digitale verden, men - 3 stjerner for dens fordummende syn på menneskeligheden.

Girls Night Out (2017)

 

 Noget af det værste gylle jeg nogensinde har set. Den her film giver ingen mening overhovedet, og så er den voldsomt kedelig og forudsigelig. Er ikke fan af denne nye stil af amerikanske komedier der er 90% improviseret... hvor er den røde tråd!? AAARRRHHH!
Hvis du vil se noget virkelig irriterende, uhumoristisk og dovent gang skrald så set Girls Night Out på, men hvis du vil spare dig selv for noget af det værste filmtortur længe, så gå en stor cirkel uden om. Ja, hårde ord, men jeg blev sgu gnaven.

 

Alien: Covenant (2017)

 

Det rene møg. Jeg har ikke brug for at se en halv-dårlig CGI-alien i fuld dagslys løbe rundt og savle, det er ikke hvad "Alien" er for mig. Den misser fuldstændig essensen af universet. Og jeg har heller ikke brug for at den skal være så over-gory og hyper-voldelig, at jeg fik det fysisk dårligt, og måtte se det sidste kvarter dagen efter. Det er den ulækreste film jeg meget længe har set, og det værste er, at det hele føles unødigt. Hvorfor skal det være så voldeligt? Det ville være mere stilet med en pænere overflade til Alien-universet, og lad alt det gory blive i Saw-filmene, hvor det hører til. Filmen er i øvrigt nærmest en kopi af den første Alien, og det gør at man kan forudsige ALT der sker. Lige fra første scene til sidste. Selv twistet ser man flere kilometer før det kommer. Og så er karaktererne simpelthen så dumme, "Se et alien æg, lad mig lige stikke hele mit hoved ind i det" - "Vi er lige landet på en fremmed planet, lad mig lige plukke et tilfældigt blad og smage på det" - "Jeg holder lige en tale om hvor vigtigt det er at holde sammen, så vi ikke bliver væk fra hinanden i denne mærkelige skov... Nå, lad os splitte op, du går den vej, jeg går den vej"... Man har lyst til at råbe af skærmen. Og så er Katherine Waterston fejl castet til hovedrollen, hun mangler simpelthen karisma.
Ridley Scott er godt i gang med at ødelægge sit eget mesterværk, og det er sgu lidt hårdt at kigge på. Han er blevet for gammel, få ham væk fra den stol!

 

 The Big Sick (2017)

 

Engagerende og charmerende film om en dramatisk historie fra det virkelige liv, udfør på en både letbenet og dyb måde. The Big Sick er muligvis den bedste romantiske komedie jeg nogensinde har set. En på mange måder smuk film.

 

Baywatch (2017)

 

Professionelle medier og andet godtfolk har i stride strømme givet denne film den laveste karakter muligt, og har på skift kaldt den diverse knap så hæderlige ord. Man har blandt andet kaldt den komedien uden jokes, så forhåbningerne var ikke de største, da mig og min bedre halvdel, satte os ned en fredag aften med et par veltrængte øl, en sjus og en halv flaske rødvin, og frivilligt tvang os selv til at se om Baywatch nu også var så slem som alle gik rundt og sagde.
Og det var den. Den var ikke sjov, den var grimt lavet, den var voldsomt dum og usammenhængende, men så var den heller ikke mere end det. Fornærmet blev man ikke, og derfor er det i min notesbog ikke en en-stjernes-film, men en film, der lige præcis kan snige sig op på de to stjerner.
Må dette "mesterværk" blive skyllet væk med næste tidevandsbølge, og flyde lige så stille ud på den skraldeø der skulle ligge der ude i Atlanterhavet, og langsomt blive glemt. Det er kun for det bedste.

 

Wonder Woman (2017)

 

Der skulle en kvinde til DCEU for at vise alle de selvoptagede mænd hvordan man laver en ordentlig superheltefilm. Tak, Patty Jenkins. Selvom det sidste akt er en smule tomt og standart, så gør resten af filmen op for det. En meget underholdende origin story, lige som den skal være. Men hey, skru lige lidt ned for slowmotion effekten, man skulle tro Zack Snyder havde kigget lidt for meget forbi klipperummet.