Blade Runner 2049 - Et sjæleligt mesterværk

Denis Villeneuve har for alvor stemplet sig ind som en af vore tids store filmskabere. Det gjorde han allerede med Prisoners i 2013, hvor han for første gang blev bemærket i de finere filmkredse. Han fortsatte derefter stødt frem med film som Enemy, Sicario og Arrival, som alle fik stor succes blandt kritikere såvel som publikum. For få dage siden landede hans nye projekt så i biografen, og det er uden sammenligning det mest ambitiøse projekt for ham til dato, nemlig Blade Runner 2049. For at det ikke skal være løgn, er det 35 år siden den originale kom ud, og samtidig skal den leve op til den første films klassiker status. Det er kampen om relevans, altså kampen om, hvorvidt det overhovedet giver mening at lave en efterfølger. Den SKAL være god, ellers er den ikke andet end et blasfemisk pengeværk.

Godt skuespil i Fantastiske Billeder

Længe behøver man dog ikke at vente for at se, at der ikke er så meget at frygte. Lige fra start føler man nemlig, at man er i gode professionelle hænder, og det beroliger. Denis Villeneuve har et godt greb om universet, og Roger Deakins, som er DP (Director of Photography), har i den grad styr på sit kram. Det er det første man lægger mærke til, nemlig den fantastiske cinematografi, og det kan vi takke Deakins for. Fuldstændig fantastiske billeder. Hvis Roger Deakins ikke vinder en Oscar for dette mesterarbejde, så er der da ikke retfærdighed til i denne verden.
Som sagt foregår Blade Runner 2049 35 år efter Blade Runner, og verden har ikke ændret sig synderligt meget. Den er stadig mørk, dyster og dysfunktionel. De 35 år frem i tiden har dog gjort noget. Nu er robotterne nemlig så svære at adskille fra mennesker, at de fleste ikke kan kende forskel, heller ikke dem selv. Og hvori den første film handlede om et menneske, der ikke vidste, om han var robot, handler denne nye film om en robot, der ikke ved, om han er et menneske. Det er en genial idé bare at vende historien fra den første på hovedet, og det fungerer rigtig godt. Ryan Gosling, som spiller vores hovedperson K, er bjergtagene at se på. Med hans utrolige karisma og film-aura bærer han filmen fremad, og falder smukt i et med den episke verden. Han spiller sin karakter til perfektion, og man kan ikke andet end at være fuldt engageret i hans søgen efter hvad der er rigtigt og forkert. Faktisk spiller alle rigtig fint, og vigtigst af alt, passer de alle ind i den dunkle sci-fi noir verden som Denis Villeneuve har skabt. Både Ane de Armas som Joi, Sylvia Hoeks som Luv og Jared Leto som Niander Wallace fortjener alle at blive nævnt her. Personligt var det dejligt at se Jared Leto i en god rolle, da det er sjældent han fungerer på det store lærred. Vi alle har jo skuespillere, som vi af en eller anden grund ikke er specielt vilde med lige meget hvad de gør, og Jared Leto er altså sådan en skuespiller for mig. Og så er der selvfølgelig Harrsion Ford, legenden, og én af de eneste to tilbage fra den originale film (den anden er Edward James Olmos, som vender tilbage i en mindre cameo i rollen som den origami-fikserede Gaff). Som en rigtig diva, går der omkring de 90 min. før Harrison Ford dumper ind i filmen. Ja, man ender med næsten at tro, at man har set forkert på plakaten - Var Harrsion Ford ikke med? Det synes jeg da! Men det er han altså, du skal bare vente, og når han kommer ind, skifter filmen til et helt nyt gear. Det er længe siden, at Harrsion Ford virkelig har spillet godt. Misforstå mig ikke, han er altid et godt bekendtskab på skærmen, men virkelig at dykke ned i en dramatisk rolle som han gør her i Blade Runner 2049 - det er længe siden. Det vidner om, at Harrsion Ford for en gang skyld virkelig er med på projektet, og virkelig tager det alvorligt. Han har endda en grædescene! Det ved jeg ikke, om jeg nogensinde har set ham gøre. Harrison Ford spiller fantastisk i denne film, og det skulle ikke undre mig, om han blev nomineret til en Oscar. Ikke fordi han er årets bedste mandlige birolle, men fordi det er Harrison Ford, han er 75 år, er en legende, og har ikke vundet en Oscar endnu. Det tror jeg godt, at Oscar-folkene kunne finde på at lave om på.

At finde sjælen i en Følelseskold Verden

Filmen er mesterligt fortalt, som en stor episk historie der langsomt folder sig ud foran ens øjne. Meget langsomt... og det er her filmens største problem ligger: Den er for lang. Billederne kan være nok så smukke at kigge på, verdenen kan være nok så fascinerende, men med den nærmest trancelignende hastighed filmen bevæger sig fremad i, så kan det hele godt blive en smule kedeligt og faretruende tæt på søvndyssende. Det hjælper heller ikke at soundtracket, smukt og cool som det er, også kører i samme rille, med dens meget lange toner og mørke elektroniske beats. Man skal virkelig være med på stemningen, ellers er det helt godnat. Soundtracket er til tider også meget højt, og laver disse meget larmende "distortion-brøl" som har været på mode siden Inception. Fascinerende som disse brøl kan lyde, bliver de her brugt for meget, og mister deres effekt, desværre. 
Dette er dog de eneste to ting der er at sige negativt om filmen, alt andet er perfekt. Jeg vil gå så langt som at sige, at hvis denne film ikke er perfekt, så er intet perfekt. Blade Runner 2049 gør sit job som efterfølger til en gammel klassiker umådeligt godt, og hvis man var fræk og ingen pli havde i livet, kunne man godt diskutere om den egentlig er bedre end originalen. Om ikke andet, så sørg for, at du ser den originale Blade Runner fra 1982, før du ser Blade Runner 2049. Vigtige referencer bliver ellers spildt, og det ville være synd, hvis man ikke forstod filmen fuldt ud. Især fordi det i forvejen er en film, der godt kan være lidt svær at forstå - ikke lige så svær som originalen dog.
Det sidste der skal nævnes er filmens relevans. Hvorfor laver man en efterfølger til en gammel kult film? - penge, er selvfølgelig en grund, men også fordi, at de temaer der var i den originale er blevet meget mere forstærket i dag, sammenlignet med dengang. Temaet om sjælen. Hvad er en sjæl? Og hvornår har man den? I denne meget fremskridende teknologiske verden vi lever i, er det ikke svært at forestille sig, at vi på et tidspunkt selv kommer til at stå overfor dette etiske spørgsmål. Hvis vi nogensinde laver robotter, der er så tæt på os selv, så man ikke kan se eller føle forskel, er de så robotter længere? Har de fået det der ellers gør os mennesker unikke, nemlig en sjæl? Det er et spændende filosofisk og etisk spørgsmål, og Blade Runner 2049 gør dets ypperste for at udforske det, hvilket resulterer i en meget sjælelig film, skønt dens følelseskolde facade.

Selvom alle ikke kommer til at være til Blade Runner 2049, er det en film alle burde se, og helst på det store lærred i biografen. Sjældent bliver en film så lang tid i ens sind efter man har set den. Med en blanding af sindssygt flotte billeder, meget smukke scener, perfekte skuespilpræstationer og filosofiske spørgsmål, formår Blade Runner 2049 ikke kun at være voldsomt relevant, men også en af årets bedste film.