tirsdag den 13. december 2016

Fantastiske Skabninger og En meget Lang Titel


                                 "YOU'RE A WIZARD, HARRY."

For mange af os der voksede op i 00'erne, var der specielt én filmserie der fyldte mere end nogen anden: Harry Potter-serien. Det var en magisk verden fyldt med skøre karakterer, episke kampe mellem det gode og det onde, store moralske spørgsmål, mystik, uhygge, tryllestave, ugler, besværgelser, sjove navne og ja.. fantastiske skabninger. Som en del af den generation der var heldig nok til at vokse op sammen med karaktererne, ser jeg Harry Potter-serien som en stor del af min tidlige film opdragelse, og disse film har derfor en stor nostalgisk plads i mit hjerte.
Derfor var der masser af forventninger, da J.K. Rowling annoncerede, at hun ikke var færdig med den magiske verden, og meget i stil med Star Wars ville lave en prequel-serie, der skulle foregå i samme verden, bare 70 år tidligere. Nu gik det jo mindre heldigt med Star Wars, men kunne J.K. Rowling mon få det til at fungere?

Daniel Radcliffe som Harry Potter
Harry Potter-serien fik sit naturlige stop i 2011 med The Deadly Hallows: Part 2, ikke kun naturligt fordi at der rent historisk ikke var mere at fortælle, men også naturligt fordi, at nu havde man ligesom fået nok. I 2011 havde Harry Potter-serien været igang i 10 år, og med en nærmest slavisk årlig film, havde Harry Potter-filmene udviklet sig til en mere traditionel biograftur, end en fabelagtig filmoplevelse. Det skulle slutte der, mens legen var god.
Der skulle dog ikke gå mere end 5 år før universet blev vækket til live igen, og mens mange nok er glade for det, ville jeg gerne have set der gå lidt flere år før det skete. Personligt var jeg nemlig ikke helt så meget oppe at køre over en ny film i Harry Potter-universet, som jeg ville have været hvis der havde gået længere tid. Når det nu er sagt, så er Fantastic Beasts and Where to Find Them slet ikke lige så dum som dens krøllede titel.

          AT STARTE PÅ EN FRISK I EN VELKENDT FORTÆLLING.

Den største frygt før man sætter sig til at se filmen er naturligvis, om man kommer til at savne Harry Potter, nu hvor nostalgifølelsen er så stærk. Heldigvis gør filmen det klart lige fra start, at godt nok er det en historie fra samme univers, men det betyder ikke at filmen vil være i samme velkendte stil.
Som et forsøg på at distancere sig mere fra Harry Potter-filmene foregår denne film udelukkende i New York i 1926, og altså ikke i det gamle, velkendte, moderne London, på Hogwarts eller andetsteds i den magiske verden. Det gør at filmen får et mere historisk flair, og et mere realistisk grundlag. Ikke at det nødvendigvis er bedre, og det vil sikkert skuffe nogle, men det er i den grad med til at gøre, at man slet ikke tænker på de andre film i Harry Potter-serien mens man ser den, og det er en af filmens største fordele.

Newt Scamander kommer til New York

Så er der selve historien og dens opbygning, som jeg ikke helt ved hvad jeg skal synes om. På en måde er historien i dens kerne interessant, men på en måde i dens ydre kedelig. Man kan sige at filmen har så travlt med at bygge en verden op, at den lidt glemmer indholdet. Det er den største kritik af denne film. Den føles nogle gange mere som en første episode af en serie, end en selvstændig film, og disse små ting med "Hvorfor skete det? - nå, det får vi nok svar på i den næste", eller "Vi fik aldrig forklaret hvem han var… nå, der kommer nok mere om ham i den næste", kan godt blive en smule irriterende i længden.
Så er der karakteropbygningen, som filmen ikke har så meget af, specielt ikke for vores hovedperson Newt Scamander, og næsten overhovedet ikke med vores to kvindelige hovedkarakterer. Vi bliver bare smidt direkte ind i historien, uden nogen opbygning af deres karakter, og det er en lille smule vovet. Heldigvis lever Eddie Redmayne op til sin titel som Oscarvinder, og gør et fremragende stykke arbejde. Dette gør (sammen med små hints om hans baggrund, der bliver kastet ind her og der i løbet af filmen), at den manglende karakteropbygning bliver mystificeret, og Newt Scamander bliver derfor denne mystiske personlighed vi næsten, men kun næsten, når at kende før filmen er slut, og hvem elsker ikke mystik?

                                DEN MENNESKELIGE FAKTOR

For at fortælle sandheden, har jeg aldrig rigtig brudt mig om Eddie Redmayne, ikke fordi han spiller dårligt, han tiltaler mig bare ikke så meget. Derfor var jeg naturligvis bange, da jeg så at han skulle være hovedpersonen i denne nye Harry Potter-prequel (og der kommer jo fem flere af de film), men jeg må sige at jeg blev glædeligt overrasket. Tak Eddie, du sgu god nok på bunden!
Dan Fogler i rollen som Kowalski
Skuespilspræstationerne er ellers i store træk fine, undtagen Johnny Depp, der med kun 1 minuts screentime, formår at spille dårligt, og IGEN har sminket sig hvid i hovedet. Det tegner ikke så godt for gode gamle Johnny, men lad os se om han ikke kommer på benene i de efterfølgende film. Den store overraskelse, og måske det bedste ved filmen, var Dan Fogler med sin karakter Kowalski. Hans historie er på en finurlig måde så uventet dyb, og han spiller fantastisk. En lille spoiler alert her til dem der slet ikke vil vide noget, men uden at sige for meget er han en muggler der ved et uheld bliver revet med ind i troldmandsverdenen, og ender med at være en uventet hjælpende hånd. Det betyder dog ikke at han kan forblive i troldmandsverdenen, da ingen mugglere jo må befinde sig der. De bliver nødt til at slette hans hukommelse, og det hele ender i en smuk følsom scene, hvor man virkelig føler for hans karakter. Hvordan ville man selv have det, hvis man skulle glemme denne fantastiske nyfundne parallelverden fyldt med magi og trolddom? Han virker som bindeledet mellem os og dem, realismen og magien, og disse to ting kan aldrig eksisterer sammen. Eller kan de?

Skønt et par skønhedsfejl er denne film så god som en prequel kan blive. Den ødelægger intet ved de originale Harry Potter film, og skaber noget nyt og spændende samtidigt. Et solidt grundlag at bygge videre på. Jeg ser frem til de næste film i serien.

søndag den 20. november 2016

En lille intro


Jeg elsker film, og ser nok flere af dem end den gennemsnitlige dansker. Jeg har længe gået og leget med drømmen om at blive filmjournalist, tænk hvis man kunne leve af at se en masse film, og derefter skrive om dem? Det ville jo være det ideelle liv. Dog har en blanding af tungnemhed og mangel på grammatisk kunnen altid stoppet mig lidt i tanken, men nu skal det være slut!

Derfor har jeg valgt at starte en blog, nu hvor det for længst er stoppet med at være sejt, for at lege lidt med drømmen om at blive filmjournalist. Det bliver forhåbentlig ikke alt for prætentiøst, men jeg kan ikke love noget.


SnakFilm, som jeg har valgt at kalde bloggen, mest fordi at FilmSnak allerede var taget, og fordi jeg ikke for så længe siden havde en samtale om at bytte rundt på ord, til navnet på en potentiel musikpodcast, med min gode ven Andreas Rebenstorff, kommer til at handle om både spritnye som oldgamle film, og alt indimellem selvfølgelig. Den kommer til at handle om alt fra populærfilm til kultfilm, og det bliver både anmeldelser og større diskussioner. Der bliver selvfølgelig også diskuteret nyheder, og hvad der ellers sker på rygtebørsen, for ligesom at få lidt nyhedsaspekt ind over det.

Nu har jeg aldrig prøvet det der med at skrive blogs før, og jeg har selvfølgelig også et liv udenfor denne lille drømmeillusion, så et fast skema kommer jeg ikke til at love. Men hvad jeg kan love er, at jeg vil gøre alt for at komme med interessante indblik og finurlige facts, som forhåbentlig vil resulterer i interessant og finurlig læsning.

Det må være nok for nu, jeg ønsker mig selv held og lykke! Jamen selv tak du!