De Hurtige #2

Jeg ser mange film, dog er det langt fra alle jeg skriver om her på bloggen, da det ikke er alle jeg føler at skrive en længere rapport om. "De Hurtige" er stedet hvor nogle af disse mange film jeg ser bliver hurtigt nævnt. Det er stadig langt fra alle film jeg ser som jeg smækker ind her, men det er i hvert fald 10 stk.
(for at følge med i alle film jeg ser, gå da ind på min Letterboxd, som jeg regelmæssigt opdaterer)

The Lost City of Z (2016/2017)

 

Noget så sjovt som en stille adventurefilm. Tit forbinder man adventure med humor og action, men her bliver genren blandet med en dyb stilhed, historisk korrekthed og en stærk realisme. Foruden åbenlyse moderne ting som billedkvalitet og lydkvalitet, så kunne denne film sagtens være filmet for 30-40 år siden. Den har bare denne 70'er følelse som fascinerer en lige fra start til slut.
Når det nu er sagt så bliver det langsomme tempo og den trancelignende stilhed for meget hen ad vejen, i løbet af dens næsten 2,5 time lange spilletid mister man interessen, og filmen går hen og bliver kedelig. Den er simpelthen for lang. Jeg ved heller ikke hvad jeg synes om Charlie Hunnham i hovedrollen. Hans præstation fejler intet, men det er som om han ikke passer ind. Han er for moderne af statur og måde, af en eller anden grund jeg ikke helt kan definerer. Robert Pattinson klarer den til gængeld overraskende godt i en højst uvant rolle, og Sienna Miller er også god som den stærke kone.
En adventurefilm uden action, det tror jeg er første gang jeg oplever det, og det må jeg give den kado for.

Guardians of the Galaxy vol. 2 (2017)

 

 

Guardians of the Galaxy er klart det bedste der er kommet ud af Marvel, og denne efterfølger skuffer ikke, selvom der er flere småfejl her og der end den første film. Vittighederne falder mere off-beat end den første, og karaktererne og historien er en del tyndere, især skurkens plan var en kende tvivlsom, men det er alt sammen noget man tilgiver hen ad vejen. Dog pissede det mig lidt af hver gang en ny sidekarakter skulle fortælle sin meget lange baghistorie..

Alt i alt lige så god som den første, og så er Drax GE-NI-AL!

Fifty Shades Darker (2017)

Fifty Shades of Grey var en middelmådig film, som gjorde sit job godt som erotisk drama. Denne efterfølger er dog helt hen i vejret, der sker ikke en rygende fis! Jeg gentager: EN RYGENDE FIS! Som et langt forspil uden forløsning...

 

Ghost in the Shell (2017)

 

Meget flot tekno sci-fi, baseret på den kendte japanske anime af samme navn. Meget kritik er kommet ud af denne film, der caster vestlige personer til en meget japanske historie, og det virker da også lidt underligt når Scarlett Johansson har en japansk mor og hedder Motoko... Men noget racistisk kan jeg personligt ikke se der ligger i det. Filmen er jo designet til det vestlige publikum, og situationen ville sikkert være den samme, hvis nu Japan skulle filmatiserer slaget på reden, eller slaget på dybbøl, eller et andet kedeligt kapitel i den stolte danske historie.
Anyway, Scarlett Johansson fungerer overraskende godt i hovedrollen, og ligeså med Pilou Asbæk i sin første store internationale rolle. Filman kan godt gå hen og blive lidt kedelig i midten, men en fed start og sidste halve time gør op for det.
Ikke så ringe endda, skønt det lugter lidt af en film der bliver glemt om et par år.

The Circle (2017)

 

Som at genleve den værste jobsamtale du nogensinde har været til, mens du læser "Terms and Conditions" til din nyeste IPhone. The Circle har en intimiderende stemning, en velspillende Tom Hanks og en overraskende velspillende Emma Watson, men den fejler på dens højst urealistiske historie, som ikke giver den store mening. Folk ville jo ikke gå med til 80% af hvad der sker i den her film!
+ 2 stjerner for dens kritiske syn på den digitale verden, men - 3 stjerner for dens fordummende syn på menneskeligheden.

Girls Night Out (2017)

 

 Noget af det værste gylle jeg nogensinde har set. Den her film giver ingen mening overhovedet, og så er den voldsomt kedelig og forudsigelig. Er ikke fan af denne nye stil af amerikanske komedier der er 90% improviseret... hvor er den røde tråd!? AAARRRHHH!
Hvis du vil se noget virkelig irriterende, uhumoristisk og dovent gang skrald så set Girls Night Out på, men hvis du vil spare dig selv for noget af det værste filmtortur længe, så gå en stor cirkel uden om. Ja, hårde ord, men jeg blev sgu gnaven.

 

Alien: Covenant (2017)

 

Det rene møg. Jeg har ikke brug for at se en halv-dårlig CGI-alien i fuld dagslys løbe rundt og savle, det er ikke hvad "Alien" er for mig. Den misser fuldstændig essensen af universet. Og jeg har heller ikke brug for at den skal være så over-gory og hyper-voldelig, at jeg fik det fysisk dårligt, og måtte se det sidste kvarter dagen efter. Det er den ulækreste film jeg meget længe har set, og det værste er, at det hele føles unødigt. Hvorfor skal det være så voldeligt? Det ville være mere stilet med en pænere overflade til Alien-universet, og lad alt det gory blive i Saw-filmene, hvor det hører til. Filmen er i øvrigt nærmest en kopi af den første Alien, og det gør at man kan forudsige ALT der sker. Lige fra første scene til sidste. Selv twistet ser man flere kilometer før det kommer. Og så er karaktererne simpelthen så dumme, "Se et alien æg, lad mig lige stikke hele mit hoved ind i det" - "Vi er lige landet på en fremmed planet, lad mig lige plukke et tilfældigt blad og smage på det" - "Jeg holder lige en tale om hvor vigtigt det er at holde sammen, så vi ikke bliver væk fra hinanden i denne mærkelige skov... Nå, lad os splitte op, du går den vej, jeg går den vej"... Man har lyst til at råbe af skærmen. Og så er Katherine Waterston fejl castet til hovedrollen, hun mangler simpelthen karisma.
Ridley Scott er godt i gang med at ødelægge sit eget mesterværk, og det er sgu lidt hårdt at kigge på. Han er blevet for gammel, få ham væk fra den stol!

 

 The Big Sick (2017)

 

Engagerende og charmerende film om en dramatisk historie fra det virkelige liv, udfør på en både letbenet og dyb måde. The Big Sick er muligvis den bedste romantiske komedie jeg nogensinde har set. En på mange måder smuk film.

 

Baywatch (2017)

 

Professionelle medier og andet godtfolk har i stride strømme givet denne film den laveste karakter muligt, og har på skift kaldt den diverse knap så hæderlige ord. Man har blandt andet kaldt den komedien uden jokes, så forhåbningerne var ikke de største, da mig og min bedre halvdel, satte os ned en fredag aften med et par veltrængte øl, en sjus og en halv flaske rødvin, og frivilligt tvang os selv til at se om Baywatch nu også var så slem som alle gik rundt og sagde.
Og det var den. Den var ikke sjov, den var grimt lavet, den var voldsomt dum og usammenhængende, men så var den heller ikke mere end det. Fornærmet blev man ikke, og derfor er det i min notesbog ikke en en-stjernes-film, men en film, der lige præcis kan snige sig op på de to stjerner.
Må dette "mesterværk" blive skyllet væk med næste tidevandsbølge, og flyde lige så stille ud på den skraldeø der skulle ligge der ude i Atlanterhavet, og langsomt blive glemt. Det er kun for det bedste.

 

Wonder Woman (2017)

 

Der skulle en kvinde til DCEU for at vise alle de selvoptagede mænd hvordan man laver en ordentlig superheltefilm. Tak, Patty Jenkins. Selvom det sidste akt er en smule tomt og standart, så gør resten af filmen op for det. En meget underholdende origin story, lige som den skal være. Men hey, skru lige lidt ned for slowmotion effekten, man skulle tro Zack Snyder havde kigget lidt for meget forbi klipperummet.