Når man bliver Ramt

Ramt er en ny dansk novellefilm, og er faktisk så ny, at den ikke har fået præmiere i Danmark endnu. De eneste steder man kan opleve den i skrivende stund er til Bucharest Shortcut Cinefest og Västerås Filmfestival, så hvis man ikke lige gider at tage til Rumænien eller Sverige, må man væbne sig med tålmodighed. Tålmodighed behøver man dog ikke nødvendigvis at have så meget af, for efter at have set denne lille film på 30 minutter, kan jeg ikke forestille mig, at den ikke bliver udtaget til et par af de danske filmfestivaler.

Bøtten på hovedet

Filmens titel er en meget god indikation af hvad filmen handler om. Den handler nemlig om at blive ramt af noget uforudsigeligt, der kommer til at ændre ens liv totalt, kampen om at acceptere det, og finde livslysten igen. Det er i sig selv ikke originalt, og det behøver en historie nødvendigvis heller ikke at være, men Ramt formår alligevel at vende bøtten på hovedet. Filmen handler om en kvinde i sin bedste alder, der pludselig bliver ramt af en sygdom, der gør, at hun gradvist mister alt der giver hendes liv mening. Sygdommen bliver aldrig nævnt, hvilket er et mesterligt træk, men jeg kan godt afsløre, at der her er tale om sygdommen sklerose. Hvis jeg kigger mit indre filmbibliotek igennem, kan jeg ikke komme på nogle film der omhandler sklerose, så kado til Ramt for at drage ud på uudforsket territorie.

Det første man desværre lægger mærke til, er det lidt staccato og klodsede skuespil fra alle parter. Det ødelægger en del af den følelsesmæssige investering man har brug for i starten, for at historien kan fungere. Heldigvis er det kun i starten, og efter et par scener med lidt for meget "manuskriptsoplæsning", finder skuespillerne fodfæstet og filmen bliver en del bedre. Hvad der gør, at skuespillet pludselig ændrer sig til det bedre, kan jeg kun gisne om, men om ikke andet gør det sidste halvdel ekstra god, ved siden af sin halvklodsede start. Der er jo ikke noget der er så dårligt, at det ikke er godt for noget, som man siger. Nu vi er ved skuespillet, så spiller vores hovedperson, Lotte Munk, ganske upåklageligt. Hun formår at få os med ind i hendes tankeverden, og man føler virkelig med hende. Ja, man skulle næsten tro hun havde sklerose. Den måde hun smerter sig og ryster på hænderne, det kan ikke gøres bedre.

Du kan ikke undgå at blive ramt

Ramt handler lige så meget om sklerose, som den handler om den eksistentielle krise og endegyldige depression der medfølger. Kæresten skrider, man bliver fyret og ryger på førtidspension, folk forsvinder stille og roligt ud af ens liv, og man bliver til sidst en ensom grøntsag uden venner og familie, dømt til et liv med irriterende sygehjælpere. Netop dette er det sidste kritikpunkt jeg vil nævne. Selvom det nok ikke er det, instruktøren Rasmus Doolengs vil signalere med filmen, så er det dét, jeg får ud af den. Der er ingen forløsning af at komme over på den anden side ved at vores hovedperson accepterer sin sygdom, hun forbliver bare i en zombie-lignende depressionstilstand, uden at have fået antændt bare den mindste livsgnist igen. Sklerose er en forfærdelig ting, og jeg er sikker på, at der er mennesker, der aldrig kommer til at kunne smile igen, men det bliver bare for ensidigt. Det er vigtigt at skildre den depressive del, specielt for os som publikum, men hvad med det positive? Oprejsningen? Der bliver bare fokuseret for meget på skyggesiden. Det er selvfølgelig en smagssag, men i min verden er det vigtigt at specielt sådan en film her giver håb, og det gør den ikke, tværtimod. F.eks. irriterer det mig, at vores hovedperson ikke gider at tale med sine sygehjælpere til sidst, selvom de hjælper hende og prøver at gøre det bedste for hende. Her kommer ordsproget ind igen: Der er ikke noget der er så dårligt, at det ikke er godt for noget. Jeg føler historien godt kunne bruge mere af den attitude.

Når det nu er sagt, så er Ramt en meget veludført novellefilm. Flotte billeder, uproblematisk lydbillede, drama der aldrig bliver for meget eller overfladisk, og et soundtrack der hænger sammen med historien der bliver fortalt. Det vigtigste er, at man virkelig kommer til at føle med vores hovedperson og hendes forfærdelige situation. Du kan ikke undgå at blive rørt, rystet og ramt.