IT - Klovnen er tilbage!

Det er 27 år siden vi sidst så den frygtindgydende klovn, Pennywise, på skærmen. Dengang var det legendariske Tim Curry bag klovnemasken, og hans version af karakteren er stadig lige så skræmmende i dag, som den var dengang. Så hvorfor lave et remake? Og er det ikke farligt, når nu den originale er så vellykket?

Frygt

Jeg var 1 år da den originale kom ud i 1990, og har derfor aldrig haft det største forhold til den. Det siger sig selv, at jeg var for ung til at se den, da den kom ud, og da jeg blev gammel nok til at se farlige gyserfilm var den røget lidt i glemmebogen. Desuden har gyserfilm aldrig haft min store interesse, og det er først her de sidste par år, at gyserverdenen har åbnet sig op for mig. Gyserfilm lavet på den rigtige måde, handler nemlig om meget mere, end bare at skræmme. Det er hvad der ligger bag skriget, der er virkelig gruopvækkende. Det er få gyserfilm der tør tage det spadestik dybere end overfladiske jumpscares, men her de sidste par år har vi haft en renæssance af gyserfilm, der tager genren seriøst igen. Ikke flere dumme teenagere i en hytte i skoven, nej, lad os i stedet finde ud af hvad der egentlig ligger bag ordet frygt.
Det er her It kommer smukt ind i billedet. It er nemlig ikke nødvendigvis kun ude på at skræmme dig, men også ude på at få dig til at frygte den. Det kan godt lyde lidt lommefilosofisk, men der er altså en forskel. Frygt er snigende, nervepirrende og vedholdende, hvorimod følelsen af at blive skræmt nok kan give dig hjertebanken og få dig til at sige sjove lyde, men ikke bliver hos dig. Et chok kan du grine af bagefter, men frygt er noget andet. En frygtindgydende film bliver hos dig i lang tid, og denne frygt-følelse forsøger It at spille på. Dette gør den nogenlunde succesfuldt, selvom den nogle steder godt kan blive lidt for kliché, har nogle sjove genreblandinger og har et par lidt for traditionelle jumpscares her og der.

Et forfriskende pust af Nostalgi

Der går ikke lang tid før vi får klovnen Pennywise at se, og på en måde er det rart med en film der ikke gemmer "monsteret" til sidst. Vi får også meget hurtigt at se, at denne nye version ikke er til at tage for givet, når den pludseligt bliver en del mere blodig end man måske havde forventet. Man skal passe på med det blodige i film (eller gory, som det hedder på "inglés"), det kan nemlig meget hurtigt blive et unødigt kvalmende element. Den store nødvendighed har de gory elementer heller ikke til historien her, men på sin vis passer det fint ind, da det ikke bliver overdrevet, og fokusset dermed ikke bliver flyttet fra historiens kerne.
Efter introen bliver vi introduceret til vores verden og hovedkarakterer, som er en gruppe skoledrenge og en pige, der har fundet sammen fordi de allesammen bliver mobbet. Karakteropbygningen er rigtig flot konstrueret. Da der er mange hovedkarakterer man skal lære at kende på forholdsvis kort tid, får vi aldrig en fuld præsentation af alle sammen. Det vi til gengæld får er en meget effektiv rundgang af de forskellige karakterer, så vi ved præcist så meget vi skal om dem og deres særheder før historien kan gå i gang. Dette fungerer rigtig godt. Inden længe får man følelsen af at have set det hele før, og man kommer hurtigt i tanke om Netflix-serien Stranger Things som udkom sidste år (2016). Den bærer så tydelig inspiration, at den endda har Finn Wolfhard på rollelisten, som også var med i Stranger Things. It hopper altså med på den nostalgiske filmbølge, der på det sidste har idoliseret 80'erne og de "Spielberg'eske" ungdomsfilm fra dengang - såsom E.T. og The Goonies. Det kan godt være et turn-off for nogle, men personligt er jeg vild med denne nye bølge, da jeg altid har elsket 80'er filmstilen. Hele idéen med at rykke historien op til 80'erne, i stedet for 50'erne som i den originale, er også et mesterligt træk. Jo længere vi kommer væk fra 50'erne, jo mindre kan vi som publikum identificere os med dengang. Medmindre du selvfølgelig var ung i 50'erne, men dette er ikke målgruppen mere. 80'erne er er den tid hvori størstedelen af målgruppen for denne nye version af It var børn, og filmen får derfor et forfriskende pust af relaterbart nostalgi.

Børneflokken vi følger igennem filmen

Pennywise er sjov?

Som nævnt tidligere blev Pennywise i 1990 spillet af den legendariske Tim Curry, og ingen kommer nogensinde over hans fantastiske præstation. Pennywise anno 2017 bliver spillet af den mere ukendte Bill Skarsgård, der er i familie med både Stellan Skarsgård og Alexander Skarsgård, som efternavnet afslører. Denne rolle ville de fleste skuespillere nok sige nej til af ren ærefrygt, for det er ikke mange der kan gå i Tim Currys sko. Bill Skarsgård når heller ikke Tim Curry til sokkeholderne, men gør en hæderlig præstation. Man kan se han har tilføjet et par småting til karakteren, men i det store hele laver han egentlig bare sin bedste imitation af Tim Curry som Pennywise, og det er på en måde smart. Selvom det ville have været sjovt at se en skuespiller tage karakteren et helt nyt sted hen, så er det også betryggende at se noget man ved der fungerer, spillet af en skuespiller der er sikker på sin sag, og det er Bill Skarsgård, som med denne præstation sikkert er blevet det naturlige valg til alle fremtidige skurkeroller. Hvis man skulle sige en negativ ting, så er det at Bill Skarsgård er en tand for ung til rollen. Tim Curry var 44 år dengang han spillede Pennywise, og selvom der ikke er nogen bestemt alder på klovnen, så ville en ældre skuespiller have klædt rollen lidt mere.
Nu vi er ved skuespillet, så fortjener vores hovedpersoner også en masse ros. Man bliver altid nervøs når man har med børn at gøre i film, tit spiller de nemlig ikke så godt, og det kan godt virke distraherende. Disse børn spiller dog alle fabelagtigt, og deres komiske timing er eminent. Du tænker måske det er mærkeligt at jeg skriver "komiske timing" når vi her snakker om en gyser, men It ville jeg faktisk kategoriserer som en komediegyser. Omkring 40% af filmen er humoristisk og sjov, og det var noget der især overraskede mig. Det er ikke fordi man tænker på at grine, når man ser plakaten... Grin og gråd balancerer hinanden ud, og det gør filmen til en overraskende harmonisk oplevelse. Dvs. skønt dens dybe historie om frygt, bliver den let at sluge, hvilket er et plus i min bog.

Bill Skarsgård i rollen som Pennywise

It er en af de bedste Stephen King adaptioner jeg har set, og selvom det kommer fra en, der ikke har læst nogle af hans bøger, så har jeg til gengæld set mange af de film der er baseret på dem. Selvom It godt kan virke en smule for old-school til nogen, også i sine skræmmeteknikker og gyserelementer, så er den så veludført, at man ikke kan andet end at respektere den. Decideret skræmmende blev den aldrig, men man får til gengæld et snigende ubehag mens filmen undersøger hvad frygt er, og hvordan man bekæmper den. Så skønt småplatte elementer her og der, så er It anno 2017 en meget vellykket og underholdende filmoplevelse.