Rogue One: Krigsfilmen

                                 EN FORSINKET FORELSKELSE

   
Til at starte med vil jeg lige nævne, at dette er en spoiler fri anmeldelse. Derfor vil der være ting, som jeg ikke kan diskutere.

Jeg kom først ind i Star Wars universet året før The Force Awakens havde præmiere. Jeg havde selvfølgelig set de andre film som barn, både de originale og de forhadte prequels, men de fangede mig aldrig. Dem jeg tydeligst kan huske fra min barndomstid er Return of the Jedi og The Phantom Menace. Jeg ved ikke helt hvorfor. Måske var det de der Ewoks og Jar Jar Binks jeg fandt morsomme. Jeg ser mig selv som generationen fanget i midten. Jeg var ikke født da den originale trilogi rullede over lærredet, og jeg var lidt for ung til helt at kunne forstå den komplicerede historie prequelsene havde. Hele universet kom derfor aldrig ind under huden på mig, men det skulle de komme.

The Force Awakens - det var der jeg blev fan af Star Wars. Det var der i biografens mørke, i en halvtom sal i Kastrup, at jeg lige pludselig forstod alt. Lige der, da John Williams' ikoniske åbningsnummer startede og rulleteksten begyndte. Der følte jeg det sug i maven som jeg kun kan gætte på at de fik i '77, da den første Star Wars havde præmiere. Det var episk, og det føltes vigtigt. Det hjalp selvfølgelig også at selve filmen, trods af at være en næsten blasfemisk kopi af den første, også var rigtig god og underholdende. Jeg var glad da jeg kom ud af biografen kan jeg huske. Der var et nyt univers der skulle udforskes og nørdes igennem.
Legendarisk som den originale trilogi er, er det først nu at Star Wars virker for mig. Der er bare noget ved de gamle der ikke tiltaler mig så meget, og jeg ved faktisk ikke helt hvad det er endnu, men det er nok et spørgsmål til en anden tid.

                                             DISNEYS VISION

Felicity Jones i rollen som Jyn Erso

Nu er det jo sådan at Disney har planlagt en årlig Star Wars film et par år frem. Hvert andet år er dedikeret til fortsættelsen af sagaen, og de mellemliggende år kommer der så en antologifilm, som ikke er en fortsættelse af sagaen, men en historie der foregår i samme univers. Det er officielt at der kommer en Han Solo origin story i 2018 f.eks. (som der er delte meninger om er en god idé), men i år, som den første antologifilm, skulle der udfyldes et hul. Nærmere betegnet hullet mellem episode 3 og 4. Man kan derfor godt sige at dette er Star Wars: Episode 3,5. Hvad der menes med "hul" er, at den udfylder den historie episode 4 kort beskriver i sin introtekst:

"During the battle, Rebel spies managed to steal secret plans to the Empire's ultimate weapon, the DEATH STAR, an armored space station with enough power to destroy an entire planet"

Altså en hændelse der skete mellem episode 3 og 4, som George Lucas valgte at springe let hen over, indtil Disney kom til magten og så en potentiel guldmine af en historie, gemt i den korte tekst. Det var også en film der manglede at blive lavet, da der i mange år er blevet gjort grin med den måde Luke Skywalker ødelægger dødsstjernen på. Det bliver alt sammen forklaret i denne film.

                                             DET MED SMÅT

Forest Whitaker i rollen som Saw Gerrera

Rogue One: A Star Wars Story, som filmen er blevet kaldt, er så den store historie der er kommet ud af den lille tekst. Og er den så god? Er den bedre end The Force Awakens? - Nej, men det er ikke langt fra.
Det står meget klart lige fra start, at dette er en traditionel Star Wars historie med respekt for sig selv, men udført på en lidt anden måde. Det er en krigsfilm, ikke en stor eventyrsfortælling fyldt med mystik og ting der først bliver forklaret i næste episode, men blot en lille snavset fortælling om helte i et uendeligt stort univers. Når det nu er sagt, er det ikke fordi at der ikke sker noget. Det er stadig en blockbuster fyldt med episke scener og replikker. Jeg har dog små ting der nager mig ved denne film, og lad os lige få dem ad vejen. For det første så er karaktererne introduceret i denne film så flade som en pandekage - uden syltetøj vel og mærke. Jeg savnede virkelig dybden fra The Force Awakens, der gjorde at man virkelig følte med karaktererne. Her har man svært ved at føle noget som helst, selv for vores hovedperson Jyn Erso, som for det andet bliver spillet af Felicity Jones, som jeg har det lidt svært med. Jeg havde dog kun set hende i filmen Inferno, også fra i år, så jeg var villig til at give hende en chance. Selvom hun er meget bedre i denne her film, irriterede hun mig desværre stadig her og der. For det tredje har jeg svært ved at se pointen med karakteren Saw Gerrera, spillet af Forest Whitaker. Man siger jo som en lille regel i filmindustrien (ikke fordi jeg er en del af den, men stadigvæk), at hvis en karakter godt kan blive skrevet ud af manuskriptet uden at det rykker for meget på historien, så er karakteren ikke nødvendig, og det føler jeg er tilfældet med Saw Gerrera. Ikke at han ikke er sej at kigge på, men hans vigtighed mangler.
For det fjerde ser man Darth Vader for tidligt i filmen. Den bedste scene i filmen er i slutningen hvor han tænder lyssværet i mørket og viser sin styrke. Det er der man skulle have set ham for første gang, ikke i den første scene tidligere i filmen.

                                  EN SLUTNING DER SPARKER

Et godt eksempel på den krigsinspirerede stil i tredje akt

Når disse små irritationsmomenter er nævnt, kommer vi så til det der fungerer. Det vigtigste er, at ikke et minut føles spildt. Det hele kører på skinner, som et velfungerende filmtog, der uden forsinkelse kommer til de rigtige stop, og ved hvor det skal hen. I skuespilskategorien skal nævnes Alan Tudyke som ligger stemme til robotten K-2SO, Donnie Yen som spiller den blinde halv-jedi, Riz Ahmed som spiller piloten Bodhi Rook og Ben Mendelsohn som spiller skurken Orson Krennic. Alle disse gør et længerevarende indtryk. Mads Mikkelsen, skønt han spiller helt acceptabelt, var ikke den store oplevelse.
Men hovedgrunden til at denne film virkelig sletter alle små-irritationerne, og hiver den hjem med bravur, er et tredje agt der sparker gevaldigt røv. Alt kulminerer i et vanvittigt smukt landskab, der tydeligt er inspireret af The Thin Red Line, blandet med en vanvittig rå virkelighed, allá Saving Private Ryan uden alle indvoldene. Det er her, at Rogue One: A Star Wars Story bliver til en typisk krigsfilm, men forskellen er, at det er en krigsfilm i Star Wars universet, og det har vi ikke set før. Det er med andre ord så fandens episk og spændende, at selvom man kender slutningen, sidder man og bliver nervøs mens man sidder på kanten af sædet. Man er bare underholdt, nådesløst underholdt.
Slutningen vil jeg ikke afsløre, og det er af gode grunde, for det er en slutning der virker bedst hvis man ikke ved noget på forhånd.

Rogue One: A Star Wars Story skuffede ikke. Tværtimod var det ikke kun en god Star Wars film, men også overordnet en flot og veludført blockbuster. Du kan derfor med gode grunde dedikere en filmaften til denne sag, med popcorn, cola og hele svineriet, for det fortjener den sgu. At karaktererne ikke strålede lige så meget igennem som jeg havde håbet på, er dog ærgerligt.