torsdag den 12. januar 2017

Klassikere jeg ikke har set #1: Moby Dick

Jeg kan godt bryste mig med, at jeg ser flere film end de fleste. Dog er der mange store film, ja nærmest klassikere, jeg aldrig har fået set. Derfor vil jeg begynde at se nogle af disse klassikere, og anmelde dem her på bloggen. Idéen er inspireret af min ven Andreas Strauss.

           KLASSIKERE JEG IKKE HAR SET #1: MOBY DICK (1956)

Den klassiske historie om Moby Dick er blevet filmatiseret en del gange, men en af de mest berømte er John Hustons version fra 1956, som bare hed Moby Dick. En meget simpel titel, til en knap så simpel film.



                                KUNSTEN AT FINDE VINKLEN

Historien er fascinerende. Det er både en historie om livet på havet, og en historie om ekstrem hungren efter hævn, og hvad hævntørst kan gøre ved en mand. På det led er det sådan set bare en god gammel hævnhistorie, og det har man jo set før - også i 1851, da Herman Melville udgav bogen. Hvad der er fuldstændigt unikt er vinklen. Det er nemlig ikke en person der søger hævn over en anden person, det er en person der søger hævn over en hval. Det er en drejning der er så skæv, at den skjuler den simple historie, og gør den til noget for sig selv.
Man siger jo at alle historier er blevet fortalt og alle skabeloner er blevet brugt. Den eneste måde man derfor kan forny en historie på, og gøre den interessant, er ved at finde en unik vinkel. Vinklen er der hvor originaliteten sider, og der genialiteten gemmer sig. Opskriften på succes. Det er derfor vi kan blive ved med at skabe historier. For lige så faste som skabelonerne er, lige så elastiske er vinklerne. Tænk på det som en tærteform. Du bliver nødt til at bruge tærteformen for at lave en god tærte, men det er helt op til dig hvad du putter i, så længe det smager godt. Efter 220 grader i ovnen en times tid, kan du se dit resultat. Fungerer det? Hvis du har fyldt tærteformen med lakrids, ansjoser og blodpølse, og det smager overraskende godt, jamen så har du fundet noget unikt. En helt ny vinkel i den gode gamle tærteform. Ja, det virker mærkeligt at tale om historieskabning via tærteforme og underligt fyld, men det virker altså. Herman Melville prøvede i 1851 at fylde tærteformen med saltvand, hævntørst og hvalspæk, og ud kom Moby Dick.

                                  EN PROBLEMATISK PROCES


Friedrich von Ledebur i rollen som den hedenske Queequeq
John Huston, som var instruktøren på denne film, udtalte senere i hans liv, at dette var en af de mest besværlige film i hans karriere. For det første foregår over halvdelen af filmen på vandet, og det med at filme på vandet, det er aldrig det store hit. For det andet sank den store mekaniske model de havde bygget af Moby Dick hele tiden. To af gangene blev den væk, tabt under bølgernes brusen, og begge gange blev de nødt til at bygge en ny. Den tredje gik i stykker lige efter de havde skudt sidste scene, hvorefter den flød væk og ind i en tågebanke, med en af filmens hovedskuespillere, Gregory Peck, ovenpå. Og apropos Gregory Peck, så kunne ham og John Huston ikke tåle hinanden. Gregory Peck var en meget populær skuespiller i 50'erne, men John Huston havde ikke selv valgt ham, det havde filmstudiet. De fleste film fra 50'erne var romantiske dramaer, musicals, patriotiske krigsfilm, gysere eller meget tidlig science fiction. Så ingen gad rigtig at poste penge i John Hustons episke vision af Moby Dick. Dog gav et filmstudie endelig efter, men kun med aftalen om at Gregory Peck skulle have en rolle i den. Ellers var den usælgelig. Rollen fik han så, skønt at han ikke rigtigt passede ind. Dette førte selvfølgelig til en anstrengt stemning mellem skuespiller og instruktør lige fra start.

                                   INGEN KVINDER TILLADT


Gregory Peck i rollen som Kaptajn Ahab
Den rolle Gregory Peck skulle spille var den hævntørstige Kaptajn Ahab. En 58-årig arret mand med kun et ben. Altså en rolle som 38-årige Gregory Peck, mest kendt for at spille den lækre mand i romantiske dramaer, overhovedet ikke passede til. Skønt dette må jeg sige, at han spiller rollen fantastisk godt. Han er fuldstændig fascinerende at se på i hans intimiderende silhuet. Hver gang han er med i en scene bliver man blæst væk af hans stærke aura, og man kan ikke tage øjnene fra ham. Det er flot at han står så stærkt og markerer sig så meget, i en rolle der er så langt væk fra ham selv. De eneste to andre der gør et indtryk er Harry Andrews som Stubb, og Friedrich von Ledebur som den hedenske Queequeq. Den legendariske Orson Welles har også en lille rolle som byens præst, og selvom hans præstation og udseende også er noget at bide mærke i, forsvinder han for hurtigt til at han kan nå at gøre et vedvarende indtryk.
Det helt specielle ved denne film på skuespilfronten er også, at der overhovedet ingen kvinder er med. De eneste kvinder man ser, er mødrene og konerne der står og kigger efter deres sønner og mænd (formoder jeg), når skibet sejler ud i begyndelsen af filmen. Det er ikke noget man tænker over i starten, men efterhånden lægger man mærke til manglen på det andet køn. Det er sjældent sådan noget sker i dag, hvor den politiske korrekthed mange gange sætter en stopklods for den kreative frihed, men det virkede faktisk. Det gav en følelse af livet på havet, og man fik virkelig cementeret deres eksklusion.

                   TEKNISK SNILDE SKABER VOLDSOMME HVALER


Det går voldsomt for sig når de endelig møder Moby Dick
Ældre film kører i et lidt andet gear end moderne film. De tager sig generelt bare bedre tid til tingene, og det er altid en zone man skal ind i. Det kan godt føles som om man har set en film på 4 timer, selvom den kun har varet 2 timer. Heldigvis er der to meget centrale ting der gør Moby Dick meget underholdende hele vejen igennem. Den første er den meget matte og rå måde filmen ser ud på. Ud over de naturlige gryn på skærmen, som en film i den alder har, er farverne skruet helt ned. Den er langt fra sort/hvid, men farverig på en meget blank måde. Ingen ting stritter ud, ingen farve stråler mere end den anden. Filmens billeder virker meget flade på en måde, og det har den fantastiske effekt, at hvert et billede i filmens 2 timer lange spilletid, ligner et maleri fra romantikken. Det er sindssygt flot, og meget fascinerende at se på. Den anden ting er klimakset, hvor vi endelig får lov til at se Moby Dick. Nu er det jo en film fra 1956 (faktisk er den filmet allerede i 1954, men den var 2 år i post-produktion), så Moby Dick ligner utvivlsomt en stor model af en hval de har puttet i et lille basin med et modelskib, og det er det såmænd også. Dog er det overraskende effektivt. Nu har jeg ikke hvalfobi, og jeg synes ikke store havdyr er specielt skræmmende, men de formår virkelig at gøre Moby Dick til et stort og voldsomt monster. En ting som In The Heart of the Sea fra sidste år, fejlede på. Her i tredje akt, er filmen også klippet helt sublimt. Det er ikke voldsomt mange film jeg har set fra 50'erne, men den er nærmest klippet og filmet som en moderne actionfilm. Hurtige klip med et forstyrret, håndholdt kamera - det er den første film fra 50'erne jeg har set gøre det. Det virker, det ser meget voldsomt ud, og man glemmer at man kigger på en stor mekanisk hval i farten.

Orson Welles i rollen som byens præst. Et godt eksempel på den maleriske kvalitet filmen har.




Slutningen er også dejligt uforudsigelig (hvis man altså ikke har læst den originale roman). Spoiler Alert! I den store kaos-kamp mellem Moby Dick, Kaptajn Ahab og hans gæve søfolk, dør alle nemlig. Undtagen vores historiefortæller, Ishmael, der overlever så han kan fortælle historien videre til os. Man havde jo regnet med at Kaptajn Ahab ville få sin hævn, det er jo det, der er meningen med hele den traditionelle hævn historie, men nej. I stedet er det hvalen der får hævn. Altså skurken vinder, kan man sige, og man får vendt totalt op og ned på hvad meningen var med historien. Det er super lækkert at en film fra 1956 kan lave sådan et twist til sidst, og stadig overraske efter så mange år.

Jeg var slet ikke skuffet over Moby Dick, og kan klart anbefale den til alle der ikke er bange for at se gamle film. Den er lidt langtrukken her og der, men overordnet så kunstnerisk interessant, at man nærmest kommer ind i en trance så snart man har vænnet sig til universet. Og så overrasker Moby Dick i tredje akt med sin voldsomt underholdende voldsomhed.

       

Ingen kommentarer:

Send en kommentar