beordringer fra sidelinjen #1: Moonlight – beordret af Rasmus L. Hansen

Jeg kan sige det med det samme, der er en grund til at Moonlight vandt for bedste film til Oscaruddelingen i år, og det er fordi at Moonlight er en rigtig god film. Ja, det lyder simpelt, men så simpelt er det altså. Moonlight er simpelthen bare en rigtig veludført film på alle tænkelige måder, og det er en film der kan anbefales til alle. Mere behøver man faktisk ikke at sige, men lad os gå ned i nogle detaljer alligevel. 

Akt 1. 

Filmen er inddelt i 3 akter, og derfor vil jeg også dele min anmeldelse ind i 3 akter. For at opsummerer handlingen meget kort, så følger man Chiron i 3 faser af hans liv: hans barndom, hans teenageår og hans unge år. Han bor i et meget fattigt område i Miami, og vokser op som et mobbeoffer i skolen, med en stofmisbruger som mor og en tvivl omkring hans seksualitet. Midt i dette kaos prøver Chiron at finde sig selv, og det er ikke så lige til. Ja, det lyder ikke som den sjoveste film i verden, og ikke lige en jeg personligt var særlig interesseret i. Lige fra start lægger man mærke til en ting, nemlig hvor flot den er filmet. James Laxton, som er ansvarlig for cinematografien, har virkelig gjort sit hjemmearbejde. Det er ikke fordi at den er filmet særligt eksperimenterende, men bare traditionelt skudt virkelig stilet. Dog er der nogle framinger i et par scener, der irriterede mit øje lidt. Det andet man lægger mærke til er at børnene i filmen faktisk spiller godt, undskyld hvad? Ja du hørte rigtigt, børn der spiller godt. Det må siges at være en sjældenhed, men Berry Jenkins som er instruktøren på denne film, har altså fået det til at lykkes på magisk hvis. Stor ros til Alex R. Hibbert som spiller hovedpersonen i dette akt. 

Mahershala Ali som Juan og Alex R. Hibbert som Chiron i første akt.

Men det der bliver nød til at blive nævnt i akt 1, det er hovedatraktionen, ham der stjæler billedet totalt, og endda vant en Oscar for hans blændende præstation. Jeg taler selvfølgelig om Mahershala Ali i rollen som pusheren Juan. Man har hørt så meget om hvor god han er i denne rolle, og selv med tårnhøje forventninger bliver man skubbet både fysisk og emotionelt bagover fra første sekund han optræder. Han er essensen af karisma, og gør mere med et nik med hovedet end hvad Daniel Day-Lewis gør med 2 siders dialog. Det er ganske fantastisk at kigge på. Især scenen der slutter første akt af spiller Mahershala Ali noget af det bedste skuespil jeg har set i mange år. Det er hans ”Oscar moment”, hvor han kun med replikkerne ”yeah” og ”yeah” (igen), får en til at flække en lille tåre. Det kommer bag på en, fordi man overhovedet ikke er klar på at blive rørt lige på dette tidspunkt i filmen. Mahershala Ali er en stjerne, og jeg vil glæde mig til at se hvad han kommer til at lave fra nu af. 

Akt 2 

Akt 2, Chirons teenage år. Dette er det sværeste og mest deprimerende akt i filmen. Mobbescenerne er hårde at se på. Det er dog endnu hårdere at se på hans mor som er stofmisbruger, og udnytter ham for alle de penge han får af sin ”reservemor”, spillet fint af musikeren Janelle Monáe. Her er der især en scene med et vanvittigt godt brug af klippeteknik, hvor vi ser Chirsons mor være desperat efter stoffer. Naomie Harris spiller helt fortræffeligt som Chirons mor, Paula. Og hun var da også nomineret til en Oscar for sin præstation. I dette akt lægger man specielt også mærke til lydsiden. Man lægger pludseligt mærke til at filmen egentlig ikke har haft noget reelt musik indtil da, andet end lange monotome toner og ellers bom stille. Grunden til at man lægger mærke til musiksiden i andet akt, er at der bliver kombineret to verdener jeg ikke har set før. Der bliver nemlig brugt meget klassisk musik, og det er en sjov kombination med Tha Hood. Ikke desto mindre virker det, og det er både overraskende og fedt. 

Ashton Sanders som Chiron i akt 2.

En stor ting mangler dog i dette akt, og det er Mahershala Ali. Uden at spoile noget kan jeg godt sige at han kun er med i første akt, og det gør desværre at filmen derefter taber noget momentum. Hans interessante karakter og overordnede karisma tilføjede filmen den ekstra dimension der gjorde at man ikke kunne tage øjnene fra skærmen, og nu hvor han ingen steder er at finde, bliver man lidt ærgerlig. Det er ikke fordi at filmen på den måde bliver dårligere, skuespillet sider stadig lige i skabet. Der mangler bare noget. Jeg ved ikke hvor Berry Jenkins har gjort for at skuespillet er så godt, men alle skuespillere i filmen, fra den mindste rolle til den største, spiller helt fabelagtigt. Det er altså lækkert at kigge på.

Akt 3 

Nu er Chiron blevet en mand, en mand, der til forveksling ligner 50 Cent. Seriøst, Trevante Rhodes som spiller Chiron som voksen kunne være 50 Cents ukendte tvillingebror, men nok om det. Det første man lægger mærke til i tredje akt er at det er første gang i filmen man hører et ”rigtigt” musiknummer, og det er en god måde at pumpe stemningen lidt ekstra op til finalen. Det andet man lægger mærke til er hvor godt Trevante Rhodes spiller. Det er blevet pointeret før, men det kan ikke pointeres nok, ALLE skuespillere spiller helt fantastisk i denne film, men ud af alle de fantastiske præstationer, fortjener de 3 hovedpersoner at blive nævnt. Alex R. Hibbert, Ashton Sanders og Trevante Rhodes, som alle tre spiller hovedpersonen i hver deres akt. Det er vildt at have tre forskellige skuespillere til at spille den samme rolle i en film, og ikke én eneste gang er man i tvivl om hvem de er. Det er som om de er en og den samme. Det må siges at være godt spillet af de tre hovedskuespillere, og her skal igen også gå en stor ros til instruktøren. Det alt overskyggende i akt 3 er dog restaurantscenen, som er sindssygt smukt skudt. Man er fuldstændig engageret fra start til slut, og man ved aldrig rigtig helt hvor man bliver taget hen. Det er sådan drama skal skrives! 

Trevante Rhodes som Chiron i akt 3.

Nu er der snart ikke mere at skrive om Moonlight, andet end at det er en film alle skal se. Det er en film hvor den første del er den stærkeste, og efter det taber den en lille smule momentum. Det er den eneste smule kritik jeg kan presse ud af min sure citron, alt andet kan jeg simpelthen ikke sætte en finger på. Moonlight er en kæmpe anbefaling herfra.