Pirates of the Caribbean: The Curse of a Dead Franchise

De gode minder 

Jeg kan tydeligt huske da jeg som 15-årig så Pirates of the Caribbean: The Curse of the Black Pearl i biografen sammen med min mor. Det var kærlighed ved første blik, og jeg havde aldrig set noget lignende. Det var også her jeg først blev introduceret til Johnny Depp, som med det samme fangede mig med sin helt unikke stil (jo, dengang var hans stil unik). Dette første møde blev hurtigt til et fast forhold så snart DVD'en kom på gaden. De næste 3-4 år så jeg den første Pirates of the Caribbean-film, samt dens to efterfølgere, i hvert fald et par gange om måneden med min søster. Efter trilogien døde charmen lidt hen, og skønt jeg ikke har samme fascination af filmene som dengang, elsker jeg dem stadig for de ungdomsminder de har givet mig. Især den første, som i mine øjne er en film man om et par år vil kalde en klassiker.
Det var der de skulle have efterladt historien, med den sidste film i 2007, men nej. Endnu engang bliver man mindet om at de store filmselskaber sætter kvantitet før kvalitet, da en mildest talt kedelig og fesen efterfølger udkom i 2011, nemlig Pirates of the Caribbean: On Stranger Tides. I den film skete der noget nyt - Johnny Depp's ikoniske karakter, Jack Sparrow, blev gjort til hovedperson, og det kunne den ikke bære. Jack Sparrow er en karakter bygget perfekt til en birolle, som hovedperson bliver den for meget, og mister den effektive charme den har. Filmen tjente midlertidig sig selv ind, oven i købet med et pænt overskud. Så det er lidt et mysterium hvorfor en efterfølger ikke kom lige efter. Man havde en fornemmelse om, at serien nok var død, og det var sikkert bedst at begrave den der. Men nu, 6 år efter, kunne Disney alligevel ikke lade serien ligge, og udgiver så Pirates of the Caribbean: Salazar's Revenge (eller Dead Men Tell No Tales, som den hedder i USA). Disney proklamerede den som "det sidste eventyr" (jaja, lad os nu se…) og der er da også en del af mig der gerne vil have Pirates-universet sluttet af på en ordentlig måde, men er Pirates of the Caribbean: Salazar's Revenge så en værdig afslutning?  

Hvad skal der dog blive af stakkels Johnny?

For at svare på ovenstående selvstillede spørgsmål, så njaah. Pirates of the Caribbean: Salazar's Revenge lider af hvad man i biograf-term ville kalde for: for meget popcorn, og for lidt cola. Der er simpelthen for meget salt, og for lidt til at skylle det ned med. Det hænger bare ikke sammen, og giver i sidste ende en meget vekslende oplevelse.

Jack Sparrow i rollen som Johnny Depp, eller er det omvendt? Jeg kan aldrig huske det

Lad os se på det største problem til at starte med: Johnny Depp. Johnny Depp har de seneste år falmet, og har kun periodevis præsteret godt i film. Sidst var det Black Mass, som jeg stadig ikke kan forstå, at han ikke blev nomineret til en Oscar for. Jack Sparrow er rollen der gjorde ham et verdensnavn, og det er også den rolle der er hans mest ikoniske. Igennem de første 3 film spillede han rollen godt, men i On Stranger Tides kunne man tydeligt se, at han ikke var den samme. Det var stadig okay, men det var som om Johnny Depp havde glemt kernen i hans karakter, og nu kun kunne vise overfladen frem. De små problemer i On Stranger Tides er dog intet i forhold til hvordan Johnny Depp spiller Jack Sparrow i denne sidste nye film, hvor det lader til, at han fuldstændig har glemt alt, og næsten ikke engang har overfladen tilbage. Hvis man ser på hvordan Jack Sparrow er i den første film, og sammenligner ham med denne sidste nye film, virker det som to forskellige karakterer, hvor den første altså er den der fungerer. Jack Sparrow er gået fra at være en excentrisk pirat der med held og snilde skubber plottet frem. Der var altid en bagtanke med det han gjorde. Nu er han bare en fordrukken idiot der ikke kan finde ud af selv den mindste ting, hvor plottet skubber ham frem, i stedet for omvendt. Det er ærgerligt. 

Javier Bardem i rollen som Salazar

Den anden ting der ikke fungerer i denne film er selve plottet, der er dumt og overkompliceret. Mange ting, må jeg indrømme, forstod jeg aldrig helt, og de fleste ting giver bare ikke rigtig mening. Hvorfor bliver Salazar befriet blot ved at Jack Sparrow lægger kompasset fra sig? Har han ikke gjort det i de andre film? Hvorfor er den britiske flåde overhovedet med? De kommer aldrig til at spille en signifikant rolle i filmen! Hvorfor er heksen med? Hun spillede heller ingen rolle! Hvorfor vælger Barbossa at hjælpe Jack Sparrow med at dræbe Salazar? Det virker som om han lever fint i luksus og ikke har noget med Salazar at gøre! Hvorfor kan Salazar ikke gå på land? Han blev jo befriet fra forbandelsen! Og sådan er der så mange ting ved denne film hvor man rynker lidt på brynene i mistillid.

Det sure med det søde

Men, som det gamle ordsprog siger, så er det aldrig så dårligt, at det ikke er godt for noget. Pirates of the Caribbean: Salazar's Revenge er nemlig stadigvæk, trods alle dens fejl, en underholdende film. Visuelt er den i topklasse, og plottet, skønt dens forvirring, er stadig sat op sådan at det hele tiden skrider uforhindret fremad. Det er en film med automatgear, uden steder hvor man kommer til at kede sig, eller kommer til at tænke, at nu skal man også videre. Det er lækkert når en film mestrer den kunst. Det gør det til en meget let oplevelse, igen, trods dens mange fejl. En anden ting der også fungerer godt for filmen, er meget af komikken, der mange gange lykkes. Specielt et par situationer med Jack Sparrow, hvor man ikke kan andet end at grine.

Fra venstre til højre: Kaya Scodelario, Johnny Depp og Brenton Thwaites

Så er der det "nye par". Nu hvor historien om Will Turner og Elisabeth Swan for længst er gledet ud i sandet, skal man jo bruge nogle nye unge ansigter til at friske tingene lidt op, og det gør Brenton Thwaites og Kaya Scodelario faktisk hæderligt. Mest fordi de på magisk hvis ikke bliver irriterende i løbet af filmen, i hvert fald ikke i samme grad som Orlando Bloom og Keira Knightley kunne være det. Skuespils-mæssigt er der ingen der rigtig topper karakterer, men Javier Bardem, som skurken Salazar, er en undtagelse. Hans rolle er ret pudseløjerlig, og han gør det faktisk ret godt med hans meget indebrændte og psykopatiske præstation. 
Den sidste gode ting jeg vil nævne er slutscenen, der med en person man ikke havde forventet at se, smelter hjertet lidt på sådan en gammel pirat som mig.  

Alt i alt er Pirates of the Caribbean: Salazar's Revenge en film der lige præcis kan få en anbefaling. Det er en film der har så mange problemer, at det næsten ikke er til at overskue, men på en eller anden måde tilgiver man den de fleste af dem. Dog er det en film der fungerer bedst i nuet, du skal ikke gå hjem og tænke for meget over den ligesom jeg har gjort her, for så falder den lige så stille og roligt fra hinanden.