Fate of the Fucking Furious

Åh Vin Diesel, hvad har vi dog gjort for at fortjene dig. Hans evner er begrænsede, men hvad end han gør, gør han godt. Han kender sine grænser, og vigtigst af alt kender han sit publikum. Fast and the Furious-serien startede i 2001, og har siden hen udviklet sig til 8 film, der kun er blevet vildere og mere skøre hen ad vejen. Faktisk har den første Fast and the Furious-film næsten ikke noget at gøre med de sidste nye. Det er gået fra personlige historier om ambitioner i gadeløbets undergrundsverden, til at arbejde sammen med verdens ledere om at rede verden fra onde superskurke. Og det er på den mest over the top måde nogensinde set på film, skal det lige nævnes. Sidste film, Furious 7, var dog et lavpunkt i serien, så hvordan er den nye Fate of the Furious?

Tilbage på Sporet

Fast and the Furious-filmene er film der virkelig tester hvor ens "latterlighedsgrænse" går. Derfor skal der ikke så meget negativt til før barometeret tipper over, og filmen bliver til noget værre lort, i stedet for noget underholdende lort. Det er en grænse de fleste film i serien balancerer stålsikkert på (især Fast 5 og Fast and Furious 6), men i Furious 7 tippede den for første gang over grundet en unødvendig kompliceret historie og en instruktør der ikke havde et fast greb om universet. Det hele blev lige pludseligt for meget af det gode. Det var derfor med en hvis nervøsitet, da Fate of the Furious rullede over skærmen, men det var en nervøsitet, der langsomt forsvandt. Med Fate of the Furious føles det nemlig som om, at serien for første gang har skruet en lille smule ned for charmen. Det er ikke meget, og filmen er stadig lige så sindssyg på alle punkter som de sidste par film, men et forstærket fokus har gjort, at filmen i sidste ende føles 4-5% mere oprigtig, og mere skal der ikke til. F. Gary Gray, den nye instruktør, har ført Fast and The Furious-universet tilbage på sporet.

Charlize Theron & Vin Diesel i rollerne som Cipher & Dom

Den største glæde er tilbagekomsten af The Rock, som med sin helt fantastiske karisma og charme, løfter dette univers op til hvor det retmæssigt hører til. Ham og Jason Statham har en genial kemi igennem filmen, og virker super godt som et comic relief-par. Jeg behøver kun at nævne denne replik som The Rock ytrer til Jason Statham:

"I will knock your teeth so far down your throat that the next time you brush your teeth, you have to stick your toothbrush up your ass!"

- for at bevise hvor geniale de to er sammen. En rigtig fed scene med Jason Statham skal også nævnes, hvor han skal rede en baby ombord på et fly. Det er en af de mest fantasifulde actionscener jeg har set i et stykke tid, og det er bare en skide god idé! Ellers er hele skuespilholdet med, og klarer det fint. Det er dog ikke alle der klarer det så godt på skuespilfronten. Charlize Theron, som ellers plejer at være en stensikker succes i alle film hun er med i, spiller middelmådigt, og passer bare ikke ind i universet. For at være ærlig, var det nok hendes karakter der var problemet, mere end hende selv. Hun gjorde det bedste hun kunne ud fra den karakter hun blev givet. På en eller anden mærkelig måde virker hun for seriøs til rollen. Det er en underholdende popcorn-film, lav noget skæg med rollen. Kør den op på level 100 i skurkeniveau, i stedet for at kører den sikkert ind med en psykopat-rolle man har set tusind gange før. Og så er der Nathalie Emmanuel, som blev introduceret i sidste film, og som af en eller anden grund stadig er med. Hun ødelægger alt med sin over-irriterende britiske posh accent, og gør ikke noget stort væsen af sig overhovedet. Hun skal spille nørdepigen der kan hacke sig ind på alt og alle, men de har jo allerede Ludacris i den rolle? Hvorfor skal de pludselig være to om det? Hun er det mest frustrerende element i filmen, for der er ingen grund til hun skal være der overhovedet, andet end at være der fordi de mangler flere kvinder på mandeholdet.

En ægte Promille-film

Jason Statham & Dwayne "The Rock" Johnson i rollerne som Deckard & Hobbs

Når det nu er sagt, så er disse to ting det eneste negative jeg kan sige om Fate of the Furious. Ja, der er plothuller, mærkelige sceneskift, ultra-urealistiske stunts osv., men det er ting som hører med til charmen. Personlig savner jeg stadig charmen fra de gamle film, hvor alt var lidt mere nede på jorden, men nu hvor det er tydeligt at der ingen vej er tilbage til normaliteten, må man jo se sig til gode med det der er. Det er i øvrigt sjovt at se hvordan filmen handler om alt andet end gadeløb og biler, men de bliver nød til at få gadeløb og biler ind på en eller anden måde hele tiden, ellers er det jo ikke en rigtig Fast and the Furious-film. Gaderæsende har de skåret gevaldigt ned på, det er der faktisk ikke rigtig mere af, men bilerne bliver brugt på højst fantasifulde måder i kontekst til alt holdet kommer ud for. Det er både dumt og sjovt, for mange af situationerne ville være en del mere handy uden en bil.

Fate of the Furious kan klart anbefales til en aften med promille i blodet. Den er både underholdende, sjov, actionfyldt og super dum. Altså, en film hvor The Rock dirigerer torpedoer fra en ubåd væk med sine barer hænder, den kan ikke andet en at få en anbefaling.