Dunkirk - Nolan vs. WWII

Når en af vore tids største instruktører rører på sig, holder hele filmverdenen vejret i spænding. Hvad skal der nu ske? Kan det virkelig lade sig gøre, at den pletfrie instruktør igen laver et mesterværk?

Episke Øjne

Christopher Nolan er gået hen og blevet en larger-than-life personlighed. En mytisk filmgud, der med et par års mellemrum skænker verden et nyt altoverskyggende værk, der viser os dødelige mennesker hvordan man laver film. Disse gaver fra det hinsides er altid ligeså episke som sin instruktør, og er derfor tit mesterværker der er svære at anmelde. Det hele er så stort, der sker så meget, hvor skal man dog starte?
Denne gang har Christopher Nolan valgt at lave en film om en historisk begivenhed, og ikke bare hvilken som helst historisk begivenhed, men en historisk begivenhed de fleste ikke vidste eksisterede. Det er nemlig de færreste der har hørt om Dunkirk-missionen der fandt sted i 1940, under starten på anden verdenskrig. Det er smart fra Nolans (jeg kalder ham bare Nolan fra nu af) side, da det føles som et dejligt frisk pust at høre om en begivenhed fra anden verdenskrig man ikke har lavet et projekt om tusindvis af gange i folkeskolen. Og så er det tilmed en ret atypisk begivenhed at lave en krigsfilm om. Det handler nemlig ikke om en heroisk sejr, men om nederlag og overlevelse. Man kan sammenligne historien lidt med en anden legendarisk krigsfilm, Saving Private Ryan, fra 1998, som også er en krigsfilm der fokuserer på evakuering. I Saving Private Ryan er det dog kun én mand de skal ind bag fjendes linjer og redde, her i Dunkirk er det 400.000-500.000 mænd de skal redde før fjenden finder dem. Og her kan vi igen se Nolans episke aftryk. Lad det ikke kun handle om en enkelt mands liv, nej nej, lad det handle om en halv million mænds liv.

Fionn Whitehead i rollen som Tommy

Skønt denne storhed, bliver det aldrig urealistisk. Tværtimod føles filmen ultra realistisk, og det gør en kæmpe forskel i ens investering i karaktererne og historien. Det er en investering man får lige fra starten af, der på fantastisk vis etablerer den fjendske verden vi er havnet midt i, og kører filmen fra 0-100 på få minutter. Herfra er man investeret, og den investering taber man ikke før aller sidste klip. Det hjælper også på investeringen og realismen, at de fleste af vores hovedskuespillere ikke er kendte ansigter som sådan, og skønt både Mark Rylance, Kenneth Branagh, Tom Hardy og Harry Styles er med, når man kun at tænke "ham kender jeg!", før man ikke tænker videre over det, og fortsætter uforstyrret med historien. Og ja, så lad os da lige vende det med Harry Styles. Ja, Harry Styles fra One Direction er med. Han passer perfekt ind som en brik i et kæmpe puslespil, og han spiller godt. Når nu vi er ved skuespillet, så kan jeg sige, at der ikke er så meget at sige, andet end at det er godt. Det føles som en kollektiv magtpræstation, da ingen rigtig har en hovedrolle. Det kan godt argumenteres at Fionn Whitehead er hovedrollen i filmen, men alle skuespillere er stadig vægtet lige meget. Fionn Whitehead spiller i øvrigt meget godt. En anden der også spiller godt er Mark Rylance, der med sin helt fantastiske karisma tryllebinder en lige fra start. Den sidste der lige skal nævnes er Tom Hardy, der bruger det meste af filmen i et fly med pilotmaske på, dvs. vi kan kun se hans øjne. Det er ikke mange skuespillere der kan finde ud af at spille med øjnene, men Tom Hardy er tydeligvis én af dem. F.eks. i en fantastisk scene, hvor han skal tage en stor beslutning. Et klassisk "skal jeg redde mig selv eller skal jeg redde de andre"-scenarie, hvor han spiller så godt med øjnene, at det er helt forfærdeligt. Det er i øvrigt anden gang i træk at Nolan dækker Tom Hardys ansigt til. Jeg ved ikke lige hvorfor, men hvis det sker igen mistænker jeg Nolan for enten at være jaloux eller have en skæv fetish. Det kan også godt være han er i gang med en hemmelig trilogi om Tom Hardys øjne?

Et billede fra en af filmens meget skræmmende flyscener

Tikkende Soundtrack & Usynlige Tyskere

Vi ser aldrig tyskerne. Vi ved de er der, men der bliver aldrig sat ansigt på. Først og fremmest er det selvfølgelig med til at forstærke fokusset på den historie vi følger, men det gør også, at tyskerne bliver meget mere skræmmende. Pludselig er de ikke mennesker mere, men blot en ond kraft, der kommer tættere og tættere på. Igen noget der giver et måske realistisk billede på, hvordan de allierede havde det dengang. Det er et glimrende eksempel på hvordan Nolan håndterer denne historie på, nemlig med et vanvittigt fokus. Der er ingen unødvendige sidehistorier, intet halvhjertet kærlighedsforhold, intet familieforhold, næsten intet kammerateri blandt soldaterne, intet small talk, ingen overskydende scener. Vi ser kun det vi skal se, og ikke mere end det. Der er med andre ord intet fedt på benet, og det er dejligt at opleve en krigsfilm, der ved hvor den vil hen.
Men det de fleste nok først og fremmest vil opleve med denne film, er dens vanvittige intensitet. Man sidder (billedligt talt) på kanten af sædet fra start af, og det stopper ikke. Selv i scener der ikke burde være intense, sidder man og har hjertebanken. Hvordan har Nolan formået at skabe denne effekt? Svaret ligger i soundtracket, som igen er komponeret af Nolans faste mand, Hans Zimmer. Faktisk er hele lydbilledet fuldstændig fantastisk, og jeg tør godt vædde på en Oscar nominering i denne kategori, men soundtracket er alligevel en klasse for sig. Musikken er meget flydende, mere lange toner end en decideret melodi, lidt ligesom soundtracket til Inception faktisk, som også har både samme instruktør og komponist. Det er med til at skabe denne nærmest klaustrofobiske stemning, som filmen har. Det der dog er genistregen over dem alle, er lyden af et ur, der konstant tikker i baggrunden. Tik tik tik tik tik tik tik tik, nogle gange hurtigere, nogle gange langsommere. Det ligger der i soundtracket, næsten som et hjernevaskende element, der får publikum til at tro, at tiden hele tiden er knap. Det er sjældent man lægger mærke til et soundtrack i film, men skønt dens mangel på melodi, lægger man altså mærke til dette.

Filmisk Lastbilkørekort

Dunkirk er endnu et pletskud fra Nolans overjordiske filmbøsse, og det er så tæt på et mesterværk som noget kan være. Selvom det er svært at sige noget negativt om filmen, er der alligevel noget ved den der gør, at den ikke fortjener topkarakter. Måske fordi man har set det før, både filmens univers, men også alle de velkendte Nolan-tricks. Man har også en følelse af, at den godt kunne have gravet lidt dybere ned i karaktererne. For selvom det fantastiske ved filmen er, at der intet fedt er på benet, så gør det også, at man taber lidt medlidenhed med hele situationen. På en måde bliver filmen lidt kold, og det bliver mere end stor filmisk oplevelse, end en stor personlig oplevelse, hvor man kunne have grint og grædt. Dog er dette det eneste negative der er at sige, for skønt man ikke griner eller græder, så hold da fest for en filmisk oplevelse! Det er sjældent man ser en film på sådan en stor skala være så veludført som den er, og det er det Christopher Nolan er bedst til: At håndterer store ting, og få dem sikkert i mål. Hvis der fandtes et filmisk lastbilkørekort, så havde Nolan nok et par stykker af dem. Dunkirk er en film skræddersyet til det store lærred, så fang den i biografen hvis du stadig kan nå det. Ellers må du ud og købe en større fjerner.